Anmeldelse
Profetens datter af Sofie Kragh-Müller
Tankevækkende og sørgelig fortælling om en lille piges opvækst i begyndelsen af 1970´erne. Absolut fin og anbefalelsesværdig debutroman.
Profeten og Sula flyttede i 1974 fra storbyen ud på landet til den lille landsby Hvidinge. De ønskede at vende tilbage til det enkle liv, blive selvforsynende og gøre alting anderledes end deres forældre. Profeten spillede guitar og sang om fred og frihed. Han malede billeder, og Sula gik rundt i batikfarvede bomuldstrusser og bare bryster og plukkede bær. Alt var idyl og kærlighed, og deres lille datter legede nøgen i haven.
Men det blev vinter, og de havde ikke fået gjort huset tæt. Hverdagen meldte sig, og måske var paradis alligevel ikke i huset på marken. Profeten mødte Jesus og blev vanvittig. Sula mødte Mogens og forsvandt. Og den lille datter, hun var lige ved at dø.
Mange år senere vender profetens datter tilbage til Hvidinge. Fasteren har ringet, at profeten skal dø, at hun skal komme. Hun tager af sted og konfronteres med fortiden; barndommen og alt det, der skete dengang.
Profetens datter er en skrøbelig kvinde, som forsøger at holde fast i virkeligheden. Men det er svært, for hun er jo profetens datter. Det kan hun ikke undslippe. Hun er vokset op med vanviddet, det sidder i hende.
Sofie Kragh-Müller har skrevet en tankevækkende og sørgelig fortælling om en lille piges opvækst i begyndelsen af 1970´erne. Forældrene havde mange drømme for deres liv i det nedlagte landbrug. Drømme om frihed og kærlighed. De ville ikke bare blive siddende i kollektivet inde i byen og snakke om det enkle liv. De ville leve det. Det lykkedes bare ikke. Det skyldtes delvist manglende praktisk og håndværksmæssig sans. Men det skyldtes især farens tiltagende psykiske sygdom. Beskrivelserne af farens tvangstanker og –handlinger, set fra et barns synsvinkel, er hjerteskærende.
Romanen kan på nogle områder minde om Camilla Stockmarrs roman Udflytterne. Den handlede også om en familie med drømme om det enkle liv. De flyttede til en ødegård i Sverige, og her var de praktiske opgaver også ved at vokse familien over hovedet. Men i Profetens datter er der det sørgelige altdominerende aspekt, at profeten er psykisk syg, at Sula begår selvmord, at datteren i den grad svigtes.
Sofie Kragh-Müller kan skrive, og hendes debut er absolut fin og anbefalelsesværdig!
Skrevet af Pernille Lisborg, bibliotekar
Tankevækkende og sørgelig fortælling om en lille piges opvækst i begyndelsen af 1970´erne. Absolut fin og anbefalelsesværdig debutroman.
Profeten og Sula flyttede i 1974 fra storbyen ud på landet til den lille landsby Hvidinge. De ønskede at vende tilbage til det enkle liv, blive selvforsynende og gøre alting anderledes end deres forældre. Profeten spillede guitar og sang om fred og frihed. Han malede billeder, og Sula gik rundt i batikfarvede bomuldstrusser og bare bryster og plukkede bær. Alt var idyl og kærlighed, og deres lille datter legede nøgen i haven.
Men det blev vinter, og de havde ikke fået gjort huset tæt. Hverdagen meldte sig, og måske var paradis alligevel ikke i huset på marken. Profeten mødte Jesus og blev vanvittig. Sula mødte Mogens og forsvandt. Og den lille datter, hun var lige ved at dø.
Mange år senere vender profetens datter tilbage til Hvidinge. Fasteren har ringet, at profeten skal dø, at hun skal komme. Hun tager af sted og konfronteres med fortiden; barndommen og alt det, der skete dengang.
Profetens datter er en skrøbelig kvinde, som forsøger at holde fast i virkeligheden. Men det er svært, for hun er jo profetens datter. Det kan hun ikke undslippe. Hun er vokset op med vanviddet, det sidder i hende.
Sofie Kragh-Müller har skrevet en tankevækkende og sørgelig fortælling om en lille piges opvækst i begyndelsen af 1970´erne. Forældrene havde mange drømme for deres liv i det nedlagte landbrug. Drømme om frihed og kærlighed. De ville ikke bare blive siddende i kollektivet inde i byen og snakke om det enkle liv. De ville leve det. Det lykkedes bare ikke. Det skyldtes delvist manglende praktisk og håndværksmæssig sans. Men det skyldtes især farens tiltagende psykiske sygdom. Beskrivelserne af farens tvangstanker og –handlinger, set fra et barns synsvinkel, er hjerteskærende.
Romanen kan på nogle områder minde om Camilla Stockmarrs roman Udflytterne. Den handlede også om en familie med drømme om det enkle liv. De flyttede til en ødegård i Sverige, og her var de praktiske opgaver også ved at vokse familien over hovedet. Men i Profetens datter er der det sørgelige altdominerende aspekt, at profeten er psykisk syg, at Sula begår selvmord, at datteren i den grad svigtes.
Sofie Kragh-Müller kan skrive, og hendes debut er absolut fin og anbefalelsesværdig!
Skrevet af Pernille Lisborg, bibliotekar
Kommentarer