Anmeldelse
Postkort til Annie af Ida Jessen
- Log ind for at skrive kommentarer
Ida Jessens nye novellesamling om kvinders ensomhed og uforløste kærlighed får denne læser til at længes efter at lægge armene om disse kvinder. Det er stort, når en forfatter kan bevæge i den grad!
En ny novellesamling fra Ida Jessens hånd plejer at være ventet med længsel. Og heller ikke denne gang må vi gå skuffede i seng!
I novellesamlingens seks noveller er alle hovedpersonerne kvinder. Det handler om kvinder, der føjer sig, bøjer sig og bekymrer sig. Til fælles har kvinderne, at de på en eller anden måde ikke rigtig er i sync med sig selv eller situationen. Ensomhed og den ugengældte kærlighed synes at være en gennemgående følelse hos dem alle. Kærligheden til en søn, ægtemand eller veninde. Længslen efter at nå ind til den anden.
I novellerne ”En udflugt” og ”Et skænderi” handler det om forholdet mellem ægtepar. Om at det ikke mere er, som det var engang, og hvordan det man elskede, kan blive det, man kommer til at ærgres over. I ”December er en grusom måned” bliver moderkærligheden sat på en hård prøve i valget mellem det moralsk korrekte og det at beskytte sit barn.
Som læser får man følelsen af at dumpe lige ned midt i novellerne og disse kvinders liv. Det er ikke så meget de faktiske hændelser, men nærmere kvindernes følelser og reaktioner der er på spil. Nogle af novellerne har deres fæste i det stille hverdagsliv, hvor dramaet udspiller sig på de indre linjer. Andre har en ydre skelsættende begivenhed vævet ind i handlingen. Der er ikke rigtig nogen klassisk begyndelse eller afrundet slutning, og ofte springer novellerne hid og did til begivenheder eller sanseindtryk tilbage i tiden. Et sammensurium af erindringer, stemninger og følelser, som tilsammen udstiller en grundstemning i disse kvinder.
Ida Jessen forstår at fremstille de svære følelser, som kan være svære at indramme. Hun sætter fingeren på det ømme punkt og forstår at dosere sine ord i så tilpas mundrette bidder, at man endog fanger noget mere mellem linjerne, som kan være svært at sætte ord på: Den her grundfølelse eller sindsstemning i et andet menneske. Man bliver lidt trist men også svært begejstret over Ida Jessens blik for det usagte.
- Log ind for at skrive kommentarer
Ida Jessens nye novellesamling om kvinders ensomhed og uforløste kærlighed får denne læser til at længes efter at lægge armene om disse kvinder. Det er stort, når en forfatter kan bevæge i den grad!
En ny novellesamling fra Ida Jessens hånd plejer at være ventet med længsel. Og heller ikke denne gang må vi gå skuffede i seng!
I novellesamlingens seks noveller er alle hovedpersonerne kvinder. Det handler om kvinder, der føjer sig, bøjer sig og bekymrer sig. Til fælles har kvinderne, at de på en eller anden måde ikke rigtig er i sync med sig selv eller situationen. Ensomhed og den ugengældte kærlighed synes at være en gennemgående følelse hos dem alle. Kærligheden til en søn, ægtemand eller veninde. Længslen efter at nå ind til den anden.
I novellerne ”En udflugt” og ”Et skænderi” handler det om forholdet mellem ægtepar. Om at det ikke mere er, som det var engang, og hvordan det man elskede, kan blive det, man kommer til at ærgres over. I ”December er en grusom måned” bliver moderkærligheden sat på en hård prøve i valget mellem det moralsk korrekte og det at beskytte sit barn.
Som læser får man følelsen af at dumpe lige ned midt i novellerne og disse kvinders liv. Det er ikke så meget de faktiske hændelser, men nærmere kvindernes følelser og reaktioner der er på spil. Nogle af novellerne har deres fæste i det stille hverdagsliv, hvor dramaet udspiller sig på de indre linjer. Andre har en ydre skelsættende begivenhed vævet ind i handlingen. Der er ikke rigtig nogen klassisk begyndelse eller afrundet slutning, og ofte springer novellerne hid og did til begivenheder eller sanseindtryk tilbage i tiden. Et sammensurium af erindringer, stemninger og følelser, som tilsammen udstiller en grundstemning i disse kvinder.
Ida Jessen forstår at fremstille de svære følelser, som kan være svære at indramme. Hun sætter fingeren på det ømme punkt og forstår at dosere sine ord i så tilpas mundrette bidder, at man endog fanger noget mere mellem linjerne, som kan være svært at sætte ord på: Den her grundfølelse eller sindsstemning i et andet menneske. Man bliver lidt trist men også svært begejstret over Ida Jessens blik for det usagte.
Kommentarer