Anmeldelse
Platons Gåde af Ivar Gjørup
- Log ind for at skrive kommentarer
Du gådeste! Ivar Gjørups bog om Platon er et mesterværk og en kærlighedserklæring til skriften og til læsningen af den.
Det er noget med en hule, ved vi, noget med at han brugte sin egen læremester som figur i sine skrifter om verdens beskaffenhed, og noget med at den figur sagde, at det eneste han vidste var, at han ikke vidste noget. Nåja, og så noget med sandaler, togaer og tvetydig kærlighed til unge mænd.
Dét – med forskellige små variationer - er den kendte Platon. Men det er ikke Ivar Gjørups Platon, og når du har læst denne bog, er det heller ikke længere din.
Igennem sin mere end 400 sider lange bog om manden og hans livsværk, får Ivar Gjørup tegnet et billede af et menneske, der var helt bevidst om, hvad han gjorde, når han skrev, og som meget få – i sit efterord nævner Gjørup selv Søren Kierkegaard som den eneste værdige arvtager – kan måle sig med i eftertiden, når det gælder om at orkestrere en tekst, så der er en chance for, at dens musik kan høres på tværs af tiden.
Selv om der er mange personer på spil i Platons skrifter, og dermed også i Ivars, og selv om jeg et par gange måtte lægge bogen fra mig og gå en tur rundt om bordet for ikke at køre helt sur i den enorme informationsmængde, så kan jeg slet ikke berømme denne bog nok.
Normalt bliver man advaret om at nærme sig sit forlægs stilistik alt for meget, når man skriver om skrift, men det glemmer vi her: Gjørup gør legende brug af de elementer, han har fundet i Platons tekster - de bliver nærmest hans egen poetik for bogen. Han smider eksempelvis kronologien væk til fordel for en disposition, der leder læseren ind i de bagvedliggende tanker, så man, efter at have vendt det sidste blad, sidder tilbage med en sær blanding af mæthed og lyst til at gennemlæse hele Platons forfatterskab med alle de mange nye tanker i baghovedet.
På Platons tid var der stadig en del knaster i tekstens grafiske udtryk, og det har været med til at vanskeliggøre eftertidens læsning af ham. Man delte eksempelvis ikke ordene op, og man skrev bare linjen ud, før man gik videre på den næste. Det så cirka sådan ud:
”derforerdetikkealtidle
tatfinderundtihvemderta
leriplatonsdialoger.”
Det er heller ikke altid helt let at finde rundt i hvem der taler i Gjørups bog, hvor citaterne ofte flyder sammen med resten af teksten, og hvor det er svært at vide, om ”Vi” referer til noget, nogen siger i de gamle tekster, eller om det refererer til os, læserne. Denne form er til tider krævende, men den er også et effektivt virkemiddel som er med til bygge bro i tiden og vise os, at for at kunne løse nogen som helst gåde, ikke mindst Platons, er det stadig det vigtigste af alt at give sig tid til at forstå spørgsmålet.
Ivar Gjørup har begået fodnoternes fodnote til hovedtekstens tænker!
- Log ind for at skrive kommentarer
Du gådeste! Ivar Gjørups bog om Platon er et mesterværk og en kærlighedserklæring til skriften og til læsningen af den.
Det er noget med en hule, ved vi, noget med at han brugte sin egen læremester som figur i sine skrifter om verdens beskaffenhed, og noget med at den figur sagde, at det eneste han vidste var, at han ikke vidste noget. Nåja, og så noget med sandaler, togaer og tvetydig kærlighed til unge mænd.
Dét – med forskellige små variationer - er den kendte Platon. Men det er ikke Ivar Gjørups Platon, og når du har læst denne bog, er det heller ikke længere din.
Igennem sin mere end 400 sider lange bog om manden og hans livsværk, får Ivar Gjørup tegnet et billede af et menneske, der var helt bevidst om, hvad han gjorde, når han skrev, og som meget få – i sit efterord nævner Gjørup selv Søren Kierkegaard som den eneste værdige arvtager – kan måle sig med i eftertiden, når det gælder om at orkestrere en tekst, så der er en chance for, at dens musik kan høres på tværs af tiden.
Selv om der er mange personer på spil i Platons skrifter, og dermed også i Ivars, og selv om jeg et par gange måtte lægge bogen fra mig og gå en tur rundt om bordet for ikke at køre helt sur i den enorme informationsmængde, så kan jeg slet ikke berømme denne bog nok.
Normalt bliver man advaret om at nærme sig sit forlægs stilistik alt for meget, når man skriver om skrift, men det glemmer vi her: Gjørup gør legende brug af de elementer, han har fundet i Platons tekster - de bliver nærmest hans egen poetik for bogen. Han smider eksempelvis kronologien væk til fordel for en disposition, der leder læseren ind i de bagvedliggende tanker, så man, efter at have vendt det sidste blad, sidder tilbage med en sær blanding af mæthed og lyst til at gennemlæse hele Platons forfatterskab med alle de mange nye tanker i baghovedet.
På Platons tid var der stadig en del knaster i tekstens grafiske udtryk, og det har været med til at vanskeliggøre eftertidens læsning af ham. Man delte eksempelvis ikke ordene op, og man skrev bare linjen ud, før man gik videre på den næste. Det så cirka sådan ud:
”derforerdetikkealtidle
tatfinderundtihvemderta
leriplatonsdialoger.”
Det er heller ikke altid helt let at finde rundt i hvem der taler i Gjørups bog, hvor citaterne ofte flyder sammen med resten af teksten, og hvor det er svært at vide, om ”Vi” referer til noget, nogen siger i de gamle tekster, eller om det refererer til os, læserne. Denne form er til tider krævende, men den er også et effektivt virkemiddel som er med til bygge bro i tiden og vise os, at for at kunne løse nogen som helst gåde, ikke mindst Platons, er det stadig det vigtigste af alt at give sig tid til at forstå spørgsmålet.
Ivar Gjørup har begået fodnoternes fodnote til hovedtekstens tænker!
Kommentarer