Nicklas Buch debuterer med en bevægende autofiktiv roman, der er inspireret af hans egen splittede opvækst med en misbrugsmor og et par trygge oldeforældre.
Nicklas Buchs debutroman fortæller historien om en ung mand og hans kamp for at forstå fortiden, agere i nutiden og klare sig i fremtiden.
Nicklas er 17 år og bor sammen med sin mor, der er on/off misbruger. Via retrospektive afsnit (i kursiv) får man også et indblik i hans tidlige barndom, hvor han, ret atypisk, vokser op hos sine oldeforældre og kun ser sin mor af og til. I nutiden har Nicklas’ mor overdraget sønnen sin dagbog, der går tilbage til tiden, før han blev født. Han er i første omgang ikke interesseret i at læse i den, men i små bidder kommer man nærmere og nærmere det menneske, moren er. Forholdet mellem de to er meget styret af morens usikkerhed og svaghed og Nicklas’ foragt for hendes svagheder og frygt for at ligne hende for meget. Han er nærmest en forælder for hende.
Det er en bevægende rejse at følge Nicklas’ tanker og udvikling. Hans grundlæggende kærlighed til sin mor, der dog er blevet skrammet så mange gange, at han ikke tør give los for den af frygt for igen at blive svigtet. Og af frygt for at blive opslugt. At han så har haft en god og sund opvækst hos sine oldeforældre, der har opflasket ham med gammeldags værdier og vaner, er nok det, der har rustet ham til at tackle sin mor og sit eget liv, der også tæller omgangen med kammeraterne. Sidstnævnte kræver en helt anden jargon og ageren, end han er vokset op med. Langsomt smelter verdenerne sammen, og han bevæger sig hen mod den mand, han skal blive, dog med en del bump på vejen.
Forfatteren er i starten af tyverne og studerer teologi, og denne delvist biografiske roman er hans første udgivelse, men forhåbentlig ikke den sidste. Bogen er let læst, men der bliver leget med sprog og sætninger, hvilket skaber en intens læseoplevelse. Man kan ikke lade være med at røres af morens forsøg på at være mor, mens man samtidig bander hende langt væk, når hun falder i og ikke står ved sit ansvar. Til gengæld er man forholdsvis tryg ved Nicklas, man fornemmer at han er en klippe. Men selv klipper kan pludselig revne.
Forordet i bogen stammer fra morens dagbog og vidner om en kærlighed, der er vigtig at holde fast i og skaber håb:
”I går fødte jeg vores dreng. De lagde ham med hovedet på mit bryst. Jeg var træt. Jeg var så lykkelig, da jeg mærkede hans hud mod min. Den slimede, våde hud. Min søn. ”
Kommentarer