Anmeldelse
Pigen i Satans Mose af Lotte og Søren Hammer
- Log ind for at skrive kommentarer
Søskendeparret Hammer kan ikke holde dampen oppe i fjerde del af serien om Konrad Simonsen. Resultatet er blevet en lunken og slap krimi.
En ung, nigeriansk pige myrdes og smides i en nordsjællandsk skovsø. Godt skeletteret findes hun senere af en tilfældig jæger, og det lokale politi kommer på sagen. Men da politiledelsen offentligt kommer til at kalde pigen for en ”nuggiwaua” ruller lavinen. De diskriminerende ord kan ikke gå ubemærket hen, og snart lander sagen på Konrad Simonsens bord. Sporene er få men peger alligevel i en bestemt retning, nemlig på forvalteren fra det nærliggende gods. Snart viser det sig dog, at det måske ikke er forvalteren, der er gerningsmanden. Til gengæld har han en masse andre lig i lasten.
Imens sagen forsøges opklaret, følger læseren den myrdede kvindes bagmænd. Især følges den unge, smukke Benedicte Lerche-Larsen, som er ansat i sin fars lyssky firma. Det er et foretagende sammensat af ulovlige gerninger, idet det består af prostitution samt hvidvask af penge via pokerspil.
Denne gang har søskendeparret Lotte og Søren Hammer taget emnerne ”human trafficking” og prostitution op til debat. Emner som bestemt fortjener opmærksomhed, og som også Susanne Staun har behandlet i den iskolde og hårde roman ’Skadestuen’.
Men det går desværre ned ad bakke for serien om Konrad Simonsen og hans team. ’Svinehunde’ var god og fik velfortjent positiv omtale. ’Alting har sin pris’ var også udmærket, men ved ’Ensomme hjerters klub’ gik det galt, og niveauet faldt. Med ’Pigen i satans mose’ har forfatterparret nu ramt bunden af den litterære mose. Persongalleriet er fladt og karikeret med en stereotyp politigruppe, en rødhåret ”James Bondsk” skurkinde, og endelig er det jo næsten ren Morten Korch, at den onde og skruppelløse skurk (måske) er godsforvalteren.
Succesforfattere kender alle til begrebet ”den svære toer”. For krimiforfattere må det yderligere hedde ”den svære treer, firer, femmer” osv. Det er svært at holde damp i kedlen og niveauet oppe, når man er startet ud med et brag. Henfalder man så til nemme løsninger og klassiske skabeloner? Nogle gør åbenbart, desværre.
- Log ind for at skrive kommentarer
Søskendeparret Hammer kan ikke holde dampen oppe i fjerde del af serien om Konrad Simonsen. Resultatet er blevet en lunken og slap krimi.
En ung, nigeriansk pige myrdes og smides i en nordsjællandsk skovsø. Godt skeletteret findes hun senere af en tilfældig jæger, og det lokale politi kommer på sagen. Men da politiledelsen offentligt kommer til at kalde pigen for en ”nuggiwaua” ruller lavinen. De diskriminerende ord kan ikke gå ubemærket hen, og snart lander sagen på Konrad Simonsens bord. Sporene er få men peger alligevel i en bestemt retning, nemlig på forvalteren fra det nærliggende gods. Snart viser det sig dog, at det måske ikke er forvalteren, der er gerningsmanden. Til gengæld har han en masse andre lig i lasten.
Imens sagen forsøges opklaret, følger læseren den myrdede kvindes bagmænd. Især følges den unge, smukke Benedicte Lerche-Larsen, som er ansat i sin fars lyssky firma. Det er et foretagende sammensat af ulovlige gerninger, idet det består af prostitution samt hvidvask af penge via pokerspil.
Denne gang har søskendeparret Lotte og Søren Hammer taget emnerne ”human trafficking” og prostitution op til debat. Emner som bestemt fortjener opmærksomhed, og som også Susanne Staun har behandlet i den iskolde og hårde roman ’Skadestuen’.
Men det går desværre ned ad bakke for serien om Konrad Simonsen og hans team. ’Svinehunde’ var god og fik velfortjent positiv omtale. ’Alting har sin pris’ var også udmærket, men ved ’Ensomme hjerters klub’ gik det galt, og niveauet faldt. Med ’Pigen i satans mose’ har forfatterparret nu ramt bunden af den litterære mose. Persongalleriet er fladt og karikeret med en stereotyp politigruppe, en rødhåret ”James Bondsk” skurkinde, og endelig er det jo næsten ren Morten Korch, at den onde og skruppelløse skurk (måske) er godsforvalteren.
Succesforfattere kender alle til begrebet ”den svære toer”. For krimiforfattere må det yderligere hedde ”den svære treer, firer, femmer” osv. Det er svært at holde damp i kedlen og niveauet oppe, når man er startet ud med et brag. Henfalder man så til nemme løsninger og klassiske skabeloner? Nogle gør åbenbart, desværre.
Kommentarer