Pige, kvinde, andet

Et polyfonisk værk om køn, race, seksualitet og klasse fortæller om og spidder med en sprudlende lethed, humor og vid det moderne flamboyante kvindeliv i London.

Amma er en midaldrende sort lesbisk dramatiker, der efter mange års hårdt arbejde, endelig har premiere på National Theatre i London på hendes eget stykke ’Dahomeys sidste amazone’. Hendes datter, Yazz, er en skråsikker ung kvinde, der med sit røntgensyn gennemskuer forældrenes bullshit og drømmer om at blive journalist. Ammas kæreste er en sort feminist, der i en periode forelskede sig i den dominerede Nzinga.

Omkring Amma grupperer sig en række andre kvinder, der er mere eller mindre tæt forbundne. Det handler om køn, seksualitet, klasse og race. I kollektivromanen ser vi de flamboyante kvinder både udefra og indefra og nogle generationer tilbage. Det er moderne kvindeliv i et storbymiljø skrevet med en sprudlende, ironiserende lethed og elegance, der både rummer varme og vid.

Carole er et matematisk geni, opdraget af en enlig mor fra Nigeria. Som 13-årig blev hun voldtaget til en fest. Det har hun aldrig fortalt om. Hendes lærer, Shirley, som er veninde med Amma, ser hendes særlige evner og får hende på universitetet, og Carole får en fin karriere i bankverdenen. Men så hun, hvem der hjalp hende? Shirley er en idealistisk lærer, der gerne vil gøre en forskel, men hun er ved at køre træt i sit liv.

Allerede da Megan var barn, var den ellers liberale mor bekymret for sin drengepige. Hun hadede barbiedukker og gik helst i drengetøj. Megan flytter hjemmefra på et herberg og møder Bibi, der er en pige i en drengs krop. Megan skifter navn til Morgan, hun kalder sig kønsfri og ender med at holde foredrag om køn på et universitet. Her møder hun Yazz, der også gerne vil skifte køn. Morgan skal anmelde Ammas nye drama, da hun er blevet en populær influencer.

Morgans 93-årige oldemor, Hattie, bor på en gammel gård, ¨”der er hendes skelet og hendes sjæl” og lever økologisk. Hun har set tidernes skiften. Hendes mands bror blev lynchet, fordi han var sort. Hendes familie er blevet mere hvid gennem årene. Hattie har sagt til Morgan, der ikke vil identificeres som hverken mand eller kvinde: ..”bare vær den du gerne vil være, og lad os blive enige om ikke at tale om det”. Hattie kender til hemmeligheder, mistede et barn som 14-årig og som hun aldrig har fortalt om. I et skab på gården finder de hendes fars regnskaber, som fortæller, at han havde handlet med slaver.

Det er et overbevisende portræt af det britiske flamboyante kvindeliv skildret gennem 12 forskellige stemmer. Forældre ser på deres børn, og børn ser på deres forældre. Hver især har en interessant fortid, der rummer immigrantens hårde rejse og drømme om et bedre liv for næste generation. Men det handler selvfølgelig også om at være kvinde, ikke at være hvid, og hvad det giver af udfordringer. Derudover er der nogle skønne diskussioner om identitet og køn og om higen efter anerkendelse for det valg, man træffer. Paradokserne heri bliver spiddet i en rummelig omfavnelse.

Sproget er let og gnistrende skrevet i mindre afsnit uden punktummer. Det understreger det flydende i hvilket køn eller hvilken farve, man har.

Bernadine Evaristo (f. 1959 i London) modtog i 2019 Booker-prisen for romanen, der også er en af Barack Obamas yndlingsbøger.