Jeg har det stærkt blandet med den her bog – på den ene side, er den enormt velskrevet i et smukt sprog som det er en nydelse at følge. På den anden side, er fortællingen unødvendigt rodet og bogen for lang til den historie, den vil fortælle.
Bogens motor er en mordgåde: Vores hovedperson og fortæller, Karl Faller, anklages for et mord, og afhøringerne kommer til at forme sig som hans fortælling af sin livshistorie. Det bliver til et portræt af en narcissist uden faste holdepunkter i sin fortælling om sig selv.
Det er også en historie om fraværende, egocentrerede forældre, og om sønnen Karls forgæves forsøg på at lære faderen at kende ved helt bogstaveligt at følge i hans fodspor. Eller rettere, det er en historie, fortalt af Faller, om fraværende, egocentrerede osv.
Og en betydelig del af bogens energi kommer fra Faller-figuren som en klassisk upålidelig fortæller – han lyver og digter til efter behov, sit behov for anerkendelse og synlighed. Det er således en roman om forholdet mellem selvfortælling, erindring og identitet, som desværre lider under, at fortællingen og hovedpersonen ikke er særligt vedkommende.
Jeg nød at læse den for sprogets skyld, for de enkelte afsnit er ofte direkte virtuose, med en kakofoni af bevidstheds- og erindringsplaner afspejlet i fortællestemmens flagrende stil.
Det er en kølig reserveret stil, der lader Kirchhoff holde Faller ud i strakt arm til beskuelse frem for indlevelse. Derfor lod hovedpersonen og hans trængsler mig i sidste ende aldeles kold.
Kommentarer