Humoristisk men trist generationsportræt af en mand fanget i et net spundet af kvinders forventninger og definitioner på ”det rigtige liv”.
Yanis er gået sukkerkold. Han er litterær agent på et forlag og 33 år (den alder Jesus havde, da han blev korsfæstet). Han er single, og pt. består livet af en rejse mellem arbejde og hjem. Hidtil har hans liv været centreret om kvinder, der ikke var til at komme udenom (mor og søster), kvinden der misforstod (Paula ex-kæresten) og dem, der hager sig fast (Malene, Anna osv.) Kvinderne mener, at Yanis ikke er tilstede. Yanis mener, at det bare er noget, kvinder siger, når de ønsker at føre monolog.
Portrættet af Yanis er melankolsk, deprimerende, sarkastisk, humoristisk og det spidder i den grad måden, kvinder ofte bemægtiger sig mænds liv på. Til sidst kan de nærmest kun eksistere i varmeskab strengt bevogtet af surrogatmoderen aka konen/kæresten. Men er det nu rigtigt at vi kvinder taler så meget? Og tænker mænd ikke på andet end sex?
Jeg er bange for, at Birgitte Maria Smidt har fat i en eller anden form for sandhed, men den er deprimerende. At forskellen mellem kønnene er så stor, og at parforhold er en konstant territorial krig er meget forstemmende. Et af problemerne er, at hvordan skal man kunne spejle sig i sin far – hvis han er helt konturløs?
’Papegøjer i varmeskab’ fremstiller manden som en deprimeret ”klynkesmølf”, der er lider af livslede og er samspilsramt - men det er skrevet virkelig morsomt, så bliv endelig ikke skræmt.
Romanen er et intelligent bud på en trend i bogens verden, hvor læserne præsenteres for voksne, der ikke tør tage ansvar, der ikke tør blive voksne og mest af alt voksne, der hader tanken om at ende som deres forældre.
Kommentarer