Anmeldelse
Om at gå i is af Werner Herzog
En intens, lyrisk skildring af en vandring fra München til Paris midt i vinterens hjerte giver en unik indsigt i, hvad vandring og pilgrimsfærd er og betyder.
I efteråret 1974 modtog den tyske filminstruktør, Werner Herzog, et telefonopkald, hvor han fik beskeden om at den tyske filmhistoriker, Lotte Eisner, lå for døden i Paris. Spontant tog han sine nye støvler, sin jakke, et kompas og en vadsæk med det mest nødvendige og begav sig ud på den 800 kilometer lange vandring. Hvis han gik hele vejen, var han sikker på, at hun ville overleve. Tysk film ville ikke kunne undvære ”Eisnerinden”.
Vandringen begynder d. 23.11 i München og slutter d. 14.12.1974 i Paris. Det er Werner Herzogs dagbogsnotater, der danner grundlag for den lille stofmættede bog. Vinteren er kommet med sne, tåge og kulde og sætter sine begrænsninger, mens han strider sig frem igennem et ret øde landskab med tomt emballage og forfaldne huse. Undervejs bryder han ind i tomme huse eller skure for at sove, og mange dage lever han kun af mandariner og mælk.
De korte sætninger er som en kontinuerlig gangrytme. Kroppen giver sig, han får vabler på fødderne, knæ, lysken og akillesscenen sender vedvarende smertesignaler til hjernen om kroppens tilstand. Undervejs registrerer han sig det skiftende vejrlig, lysets skiften, dyrelivet og enkelte menneskers færden. Han er forsigtig som et dyr og tilegner sig dyrenes egenskaber og tanker. Hunde, fugle og mus bryder ensomheden og stilheden. Ravnene er med fra starten, som spejdere, eller varsler de ulykke? Netop årstiden giver en særlig urtidsstemning; der er tid for refleksion og erindring.
Det bliver nemlig også en erindringsrejse om Tysklands nyere historie, om steder han har boet, arbejdet eller filmet. Byerne, han går igennem, bliver gentaget som en lang remse eller som en aldrig afsluttet bøn: ”Matzenhofen, Unterroth, Illertissen, Vöhringen”. At han også er én af Tysklands mest spændende instruktører viser sig gang på gang i det visuelle poetiske sprog. Her er brugt både totaler og nærbilleder i nærmest surrealistisk stil, der fortæller om den unikke, personlige oplevelse, det er bare at gå og gå. Den fysiske bevægelse bliver en indre bevægelse, der åbner for ny indsigt eller erkendelse. Han nåede til Paris, og Lotte Eisner døde først i 1983, så vandringen gav mening på mange niveauer.
Werner Herzogs lange, ensomme vandring i 1974 blev foretaget i en tid, før det blev trendy at vandre. Hans bog, der blev udgivet i Tyskland i 1978 og nu i 2014 er kommet på dansk, er i dag en klassiker inden for genren. Andre forfattere som Tomas Espedal , Wolfgang Büscher, Thomas Berhard, Bruce Chatwin og Rachel Joyce har også skrevet indsigtsfulde bøger om det at vandre. Se mere på litteraturlisten: Kunsten at vandre og tænke.
Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.
En intens, lyrisk skildring af en vandring fra München til Paris midt i vinterens hjerte giver en unik indsigt i, hvad vandring og pilgrimsfærd er og betyder.
I efteråret 1974 modtog den tyske filminstruktør, Werner Herzog, et telefonopkald, hvor han fik beskeden om at den tyske filmhistoriker, Lotte Eisner, lå for døden i Paris. Spontant tog han sine nye støvler, sin jakke, et kompas og en vadsæk med det mest nødvendige og begav sig ud på den 800 kilometer lange vandring. Hvis han gik hele vejen, var han sikker på, at hun ville overleve. Tysk film ville ikke kunne undvære ”Eisnerinden”.
Vandringen begynder d. 23.11 i München og slutter d. 14.12.1974 i Paris. Det er Werner Herzogs dagbogsnotater, der danner grundlag for den lille stofmættede bog. Vinteren er kommet med sne, tåge og kulde og sætter sine begrænsninger, mens han strider sig frem igennem et ret øde landskab med tomt emballage og forfaldne huse. Undervejs bryder han ind i tomme huse eller skure for at sove, og mange dage lever han kun af mandariner og mælk.
De korte sætninger er som en kontinuerlig gangrytme. Kroppen giver sig, han får vabler på fødderne, knæ, lysken og akillesscenen sender vedvarende smertesignaler til hjernen om kroppens tilstand. Undervejs registrerer han sig det skiftende vejrlig, lysets skiften, dyrelivet og enkelte menneskers færden. Han er forsigtig som et dyr og tilegner sig dyrenes egenskaber og tanker. Hunde, fugle og mus bryder ensomheden og stilheden. Ravnene er med fra starten, som spejdere, eller varsler de ulykke? Netop årstiden giver en særlig urtidsstemning; der er tid for refleksion og erindring.
Det bliver nemlig også en erindringsrejse om Tysklands nyere historie, om steder han har boet, arbejdet eller filmet. Byerne, han går igennem, bliver gentaget som en lang remse eller som en aldrig afsluttet bøn: ”Matzenhofen, Unterroth, Illertissen, Vöhringen”. At han også er én af Tysklands mest spændende instruktører viser sig gang på gang i det visuelle poetiske sprog. Her er brugt både totaler og nærbilleder i nærmest surrealistisk stil, der fortæller om den unikke, personlige oplevelse, det er bare at gå og gå. Den fysiske bevægelse bliver en indre bevægelse, der åbner for ny indsigt eller erkendelse. Han nåede til Paris, og Lotte Eisner døde først i 1983, så vandringen gav mening på mange niveauer.
Werner Herzogs lange, ensomme vandring i 1974 blev foretaget i en tid, før det blev trendy at vandre. Hans bog, der blev udgivet i Tyskland i 1978 og nu i 2014 er kommet på dansk, er i dag en klassiker inden for genren. Andre forfattere som Tomas Espedal , Wolfgang Büscher, Thomas Berhard, Bruce Chatwin og Rachel Joyce har også skrevet indsigtsfulde bøger om det at vandre. Se mere på litteraturlisten: Kunsten at vandre og tænke.
Originally published by Anny Skov Madsen, Litteratursiden.
Kommentarer