Anmeldelse
Øm af Michael Robak
Kroppens afvikling og livets hudafskrabninger beskrives præcist, humoristisk og uprætentiøst igennem en midaldrende journalist, der sendes til tælling i ellevte time.
Litteraturen og livet er fuld af midaldrende mænd i krise, men jeg vil alligevel anbefale en aften i selskab med Michael Robaks nye romankarakter, journalisten og melankolikeren David Bramsen. Forfatterens anden roman rummer interessante og vedkommende temaer om karriere, livsvalg, aldring og kærlighed. Historien er både velskrevet, rørende og morsom. Sproget er lige ud af landevejen, præcist og nådesløst som spejlet om morgenen.
50-års fødselsdagen venter forude, men David Bramsen er ikke nået helskindet igennem ”afviklingens årti”. For David har fyrrene ikke været de nye tyvere. Han er blevet skilt og lever en ensom tilværelse, hvor chefjobbet på Bladet fylder de fleste af døgnets timer. Årtiet er på ingen måde gået sporløst hen over hverken sindet eller kroppen, som måske ikke er fed, men i hvert fald temmelig færdig.
”I spejlet ville jeg tjekke det blå mærke på mit bryst, men nåede kun til ansigtet. Synet var chokerende. Mine øjne var smalle blodskudte og indrammet af tunge poser, der begyndte lige under øjenbrynene og stoppede nede på kinden. Mit hår var de seneste år blevet hvidt i siderne, og tindingerne var også tyndet ud, nu sad der er klump musegråt hår for enden af en høj, bleg pande. Mine læber var tørre og sad som et vandret sår midt i ansigtet. To dybe parenteser rundt om munden fremhævede det ulykkelige syn.”
David savner sin fortid eller tanken om den og sin ekskone og sønnen Niels, der er flyttet til Berlin. Chefjobbet på Bladet er ikke, hvad det har været, og Davids engagement er i den grad aftagende. En dag falder han om til et redaktionsmøde. Sammenbruddet er en stressreaktion, der sender David på orlov og ud af byen i eksil i et hus ved Roskilde Fjord. En sej personlig kamp om at genfinde livets mening og glæden ved det hele tager sin begyndelse. Tankerne og minderne ruller ind over den forsvarsløse mand ved fjorden. Karrieren, ægteskabet og forliset gennemspilles, ligesom den rodløse barndom i forskellige kollektiver med en omflakkende far og tabet af moren.
”Alle børn, der tidligt har mistet en mor eller far, rejser resten af livet rundt med at fotografi, som de altid ved, hvor er”. Davids mor døde, da han var helt lille. Faren har han lige mistet. Den rodløse opvækst og fraværet af moren rykker tæt på, mens David rydder op i farens hus, går ture og ligger brak med en joint ved fjorden. Halvlillebroren Bjarke, der har haft en noget anden opvækst og løbebane, og naboen Bit bliver Davids redningsplanke i den vanskelige tid. Med umiddelbarhed, omsorg og ømhed hjælper de ham på benene, og man aner håb for den desillusionerede mand, der igen kan begynde at mærke sig selv og livet. Også den fjerne og fugleglade teenagesøn Niels spiller en stor rolle i processen.
David Bramsen kan runde de halvtreds, fri af afviklingens årti, som den usentimentale Bjarke benævner fyrrerne, og på vej mod en ny udvikling efter krisen. Det lyder banalt, og det er det måske også, men det er et fint, følsomt og humoristisk portræt af en midaldrende mand. Forslået og øm efter et langt liv på kontorstolen, hvor han har skrevet om andres liv og i hvert fald glemt sit eget. Samtidig rummer den personlige fortælling også et ironisk portræt af tidsånden og en arbejdsplads, Bladet, og nogle selvgode kommunikationstyper, der løber stærkt, mens benene kan. Medarbejdertilfredshedsundersøgelser, omstruktureringer og alt det der, som ikke eksisterede, før David Bramsen fik poser under øjnene.
Forfatteren Michael Robak er journalist og morgenvært på tv. Som i sin veloplagte debut Hele byen ved det har han skrevet et humoristisk og underholdende portræt af en mand i krise godt og vel midt i livet. Den appellerer bredt med genkendelige temaer og en uhøjtidelig tone.
Kroppens afvikling og livets hudafskrabninger beskrives præcist, humoristisk og uprætentiøst igennem en midaldrende journalist, der sendes til tælling i ellevte time.
Litteraturen og livet er fuld af midaldrende mænd i krise, men jeg vil alligevel anbefale en aften i selskab med Michael Robaks nye romankarakter, journalisten og melankolikeren David Bramsen. Forfatterens anden roman rummer interessante og vedkommende temaer om karriere, livsvalg, aldring og kærlighed. Historien er både velskrevet, rørende og morsom. Sproget er lige ud af landevejen, præcist og nådesløst som spejlet om morgenen.
50-års fødselsdagen venter forude, men David Bramsen er ikke nået helskindet igennem ”afviklingens årti”. For David har fyrrene ikke været de nye tyvere. Han er blevet skilt og lever en ensom tilværelse, hvor chefjobbet på Bladet fylder de fleste af døgnets timer. Årtiet er på ingen måde gået sporløst hen over hverken sindet eller kroppen, som måske ikke er fed, men i hvert fald temmelig færdig.
”I spejlet ville jeg tjekke det blå mærke på mit bryst, men nåede kun til ansigtet. Synet var chokerende. Mine øjne var smalle blodskudte og indrammet af tunge poser, der begyndte lige under øjenbrynene og stoppede nede på kinden. Mit hår var de seneste år blevet hvidt i siderne, og tindingerne var også tyndet ud, nu sad der er klump musegråt hår for enden af en høj, bleg pande. Mine læber var tørre og sad som et vandret sår midt i ansigtet. To dybe parenteser rundt om munden fremhævede det ulykkelige syn.”
David savner sin fortid eller tanken om den og sin ekskone og sønnen Niels, der er flyttet til Berlin. Chefjobbet på Bladet er ikke, hvad det har været, og Davids engagement er i den grad aftagende. En dag falder han om til et redaktionsmøde. Sammenbruddet er en stressreaktion, der sender David på orlov og ud af byen i eksil i et hus ved Roskilde Fjord. En sej personlig kamp om at genfinde livets mening og glæden ved det hele tager sin begyndelse. Tankerne og minderne ruller ind over den forsvarsløse mand ved fjorden. Karrieren, ægteskabet og forliset gennemspilles, ligesom den rodløse barndom i forskellige kollektiver med en omflakkende far og tabet af moren.
”Alle børn, der tidligt har mistet en mor eller far, rejser resten af livet rundt med at fotografi, som de altid ved, hvor er”. Davids mor døde, da han var helt lille. Faren har han lige mistet. Den rodløse opvækst og fraværet af moren rykker tæt på, mens David rydder op i farens hus, går ture og ligger brak med en joint ved fjorden. Halvlillebroren Bjarke, der har haft en noget anden opvækst og løbebane, og naboen Bit bliver Davids redningsplanke i den vanskelige tid. Med umiddelbarhed, omsorg og ømhed hjælper de ham på benene, og man aner håb for den desillusionerede mand, der igen kan begynde at mærke sig selv og livet. Også den fjerne og fugleglade teenagesøn Niels spiller en stor rolle i processen.
David Bramsen kan runde de halvtreds, fri af afviklingens årti, som den usentimentale Bjarke benævner fyrrerne, og på vej mod en ny udvikling efter krisen. Det lyder banalt, og det er det måske også, men det er et fint, følsomt og humoristisk portræt af en midaldrende mand. Forslået og øm efter et langt liv på kontorstolen, hvor han har skrevet om andres liv og i hvert fald glemt sit eget. Samtidig rummer den personlige fortælling også et ironisk portræt af tidsånden og en arbejdsplads, Bladet, og nogle selvgode kommunikationstyper, der løber stærkt, mens benene kan. Medarbejdertilfredshedsundersøgelser, omstruktureringer og alt det der, som ikke eksisterede, før David Bramsen fik poser under øjnene.
Forfatteren Michael Robak er journalist og morgenvært på tv. Som i sin veloplagte debut Hele byen ved det har han skrevet et humoristisk og underholdende portræt af en mand i krise godt og vel midt i livet. Den appellerer bredt med genkendelige temaer og en uhøjtidelig tone.
Kommentarer