En uafrystelig selvbiografisk roman om fundamental ensomhed og frygten for at miste sin identitet gennem fire års dyb depression, hvor elektrochok var en del af behandlingen.
Forfatter Linda Boström Knausgård beskriver hvor rædselsslagen, hun var gennem sit lange sygeforløb og fornemmelsen af, at alting var forskruet. Det handlede ikke blot om hendes eget indre, men også om massivt svigt fra det system, vi rent faktisk stoler på, vil passe på mennesker, når de ikke selv kan.
Hun omtaler hospitalet som ”fabrikken”, som blot følger en ensrettet procedure for behandling af patienter. Lægerne i romanen kalder hendes behandling ”skånsom” og siger, at elektrochok er som at ”genstarte en computer”.
Hun beskriver sine behandlinger med en distance, der er fyldt med dyb frustration og sorg: ”Jeg sov til jeg vågnede og jeg vidste ikke hvem jeg var, hvor jeg var eller hvorfor. De tog tre af mine ni liv ved den lejlighed. Jeg havde tidligere gjort det af med fem og havde altså kun et eneste tilbage. De tog dem bare som om de ikke var noget”.
Linda Boström Knausgård var fra 2013 til 2017 indlagt på flere psykiatriske afdelinger, hvor hun modtog medicinsk behandling kombineret med elektrochok. Hun var så bange for at miste sin hukommelse og sine minder, der ikke blot er livsvigtige som menneske, men også som forfatter. Hun kæmpede for at holde sammen på sig selv og for ikke at blive slettet som individ.
Hun beskriver sin depressions mørke som ”den vågne død”, der venter på hende, mens hun hele tiden synker dybere ind i en tilstand af apati overfor verden og sig selv, for så at opdage, at dette er livet og at hun er vågen! En af de ansatte fik hende til at træne sin hukommelse ved at huske på vigtige øjeblikke i sit liv.
Linda Boström Knausgård blev skilt fra sin mand, Karl Ove Knausgård, og hun forsøgte selvmord, da hun ventede sit fjerde barn. På hospitalet var hun ved at drukne i selvbebrejdelser og skyldfølelser. Nogle gange beskriver hun sit ægteskab nærmest koldt: ”Du kastede morgengaven til mig som om jeg var en hund. Det var måske det første tegn. Den her dag smager af jern. Vi ved at vi er ensomme.” På trods af skilsmisse og sit iturevne psykiske tilstand er man aldrig i tvivl om, at børnene er de vigtigste for hende: ”Intet ondt måtte ske dem. Deres hænder mod himlen. Vi plukkede stjerner. Vaskede op.” Hendes sprog er både meget kontant og meget smukt.
’Oktoberbarn’ er en utrolig stærk og barsk roman, hvor altoverskyggende smerte og følelse af skam er hovedtemaerne. Linda Boström Knausgård fortæller om, at vores liv ikke defineres efter intentioner, men efter handlinger eller mangel på samme. Men det er også en fortælling, der handler om at kæmpe og komme tilbage i sit liv gennem kærlighed til sine børn. En roman, der er smerteligt tæt på sit tema, og som efterlader sin læser helt afvæbnet.
Kommentarer