Ofte stillede spørgsmål af Kirsten Hammann

Kirsten Hammann har fået nok af alle de mere eller mindre begavede spørgsmål. Her er hendes samlede svar i en både modig, personlig og menneskelig bog. 

Første indskydelse, da Kirsten Hammanns nyeste bog lander hos mig, er følgende: ”Orv, den er lækker!” Kraftigt, brunt papomslag med sorte versaler, der afslører titel og forfatter. Ved nærmere eftersyn kan man også i alt det brune skimte nogle af de utallige spørgsmål, forfatteren fra tid til anden bliver stillet og altså deraf titlen: ’Ofte stillede spørgsmål’. Og på bagsiden af den smukt indpakkede bog lover forfatteren følgende: ”Nu skal jeg svare på alle spørgsmålene, så godt jeg overhovedet kan”.

Så vidt udseendet. Og da jeg når til side 36 opdager jeg, at indpakningen er langt mere end lækker. Den er også gennem- og udtænkt af forfatteren selv, skal man tro hendes optegnelser fra den 7. april 2016: ”… næste gang skal min bog bare udkomme i brunt papir...” Sådan skriver hun efter at have beskrevet, hvordan hun tidligere har følt sig som kejseren fra det berømte eventyr, hvor han som bekendt optræder uden tøj. Maskineriet af grafikere, fotografer, markedsføringsplaner og brugerundersøgelser har tygget den hårdtprøvede forfatter godt og grundigt igennem, og hun lover nu sig selv, at alt det hejs skal være slut: ”Jeg stiller mig fucking kraftedeme aldrig op på en scene igen! Det her er sidste gang.”

Bogen består af Hammanns (dagbogs)notater fra den 25. februar 2016 til 16. januar 2017. Og alle notater har det til fælles, at de drejer sig om livet som forfatter – eller rettere sagt: Livet som forfatter, når man er Kirsten Hammann. Forfatterlivet er fx anderledes for veninderne Helle og Ida (I ved nok hvem), ligesom nogle forfattere sikkert også elsker at komme ud og optræde, men dén side af sagen er ikke noget Hammann nyder udpræget. Nu har hun jo skrevet bogen, som hun siger, og deri står jo alt, der er værd at vide om den.

På sin vis kan man sige, at ’Ofte stillede spørgsmål’ er en modig udgivelse. Hammann lægger ikke skjul på de mange bagsider og kvababbelser, der er omkring livet som forfatter, i hvert fald for hende. Naturligvis er det også tilfredsstillende ind imellem, men det er ikke en gerning, hun kommer sovende til. Og gad vide, om hun mon nogensinde bliver inviteret nogen steder hen igen for at tale om sit forfatterskab efter denne svada? Ida mener nok, at Kirsten skulle tænke lidt på, om det ikke vil ende med at få for store omkostninger.

Men foruden at være modig, er bogen selv sagt også meget personlig og meget menneskelig. Hammann er, forfatter eller ej, lige så vægelsindet og usikker som alle andre mennesker. Hvad hun svarede på spørgsmålene i går, ville hun slet ikke svare i dag og så fremdeles. Og heri ligger måske næsten bogens største kvalitet. Jeg synes ikke, der er noget odiøst ved denne selvudleverende bog. Den viser derimod et menneske, som bokser og bakser med sit erhverv, og som er god til at formidle denne boksen og baksen.