Carsten Boe benytter sig af antydningens kunst i denne minimalistiske og sprogligt finurlige roman om et kærestepars weekend i en ødegård i Sverige.
’Ødegården’ er Carsten Boes anden roman. Han debuterede i 2008 med ’Stillevejen’, som blev nomineret til debutantprisen. ’Ødegården’ er en dvælende bog med underliggende toner af noget uforløst og uhyggeligt. Et kærestepar er taget på weekend til en ødegård i Sverige uden mobiltelefoner og muligheden for kontakt til omverdenen. Vi får aldrig at vide, hvad de hedder, de omtales konsekvent som han og hun. Vi får heller ikke meget andet at vide om dem, ud over at ’han’ skriver på et eller andet og har været i huset før, og ’hun’ ikke er helt tilfreds med husets standard. Handlingsforløbet, der udspiller sig fra fredag til søndag, skrider uendeligt langsomt frem. På overfladen sker der næsten ingen ting - de spiser, går ture, tager et bad og snakker.
Man har dog en fornemmelse af, at der lurer en hel masse under overfladen. Hvad er det for nogle mystiske plader med huller, han har i kælderen, og har han en forbindelse til den familie, der tidligere har boet i huset? Det antydes, at hendes far er en velhavende mand, der har givet ham et tilbud, måske af økonomisk art. Vi får aldrig at vide, hvad tilbuddet går ud på, blot at han har besluttet sig til at takke nej til det. Der antydes også forskellige ting om parrets indbyrdes forhold: At han har fået taget en test, som han ikke har fået svar på, at hun muligvis ønsker at blive gravid, og at de måske har planer om at prøve – eller har prøvet S/M. Men det bliver ved antydningerne. Vi får ingen svar.
Der er en lidt uhyggelig stemning, der ude i skoven. Han hævder hårdnakket, at de er helt alene, men undervejs mener hun, at nogen har set på hende gennem vinduet, mens hun var i bad. Kan det være den mand, der pludselig dukker op for at slå græsset, og som forsøger at befamle hende?
De taler tilsyneladende kun om hverdagsagtige ting, men lige under overfladen lurer spændingerne og det uforløste gennem det, der ikke siges. På et tidspunkt udspiller der sig en længere diskussion om den bog, som kvinden læser. Bogen, der er skrevet af en nudansk forfatter, er skrevet i første person og i nutid. Hun synes, det virker, for datid er gammeldags og tredje person for distanceret, mens han synes, det er alt for tidstypisk. Denne bog er skrevet i nutid – men i tredje person.
Det er en på mange måder ”irriterende” bog, som ikke giver mange svar, men det er også en fascinerende og sprogligt spændende bog, som giver plads til fortolkninger.
Kommentarer