Anmeldelse
Nydelse af Rasmus Ugilt
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Endnu et pletskud i den succesfulde Tænkepause-serie. Rasmus Ugilt skriver let og delikat om den både skønne og afskrækkende nydelse.
Der er efterhånden bred enighed om, at der ikke er meget dårligt at sige om Aarhus Universitets Tænkepause-serie: Små, lækkert indpakkede bøger, på ca. 60 sider, hvor eksperter indenfor hver deres felt ultrakort og i et letlæseligt og tilgængeligt sprog formidler lidt kundskab om et specifikt begreb. Og Tænkepause nr. 31, som bærer den dragende titel ”Nydelse”, er da heller ingen undtagelse.
Samlet set har jeg læst en seks-syv Tænkepauser, og selvom de alle har været både velskrevne og interessante, er jeg nu nået dertil, hvor jeg kan observere, at jeg trods alt reagerer forskelligt på dem. Og i tilfældet ’Nydelse’, som er skrevet af filosof fra Aarhus Universitet, Rasmus Ugilt, har min umiddelbare reaktion været: ”Det var li´ godt sat..s!” (Henåndet på den eftertænksomme måde, vel at mærke.) Tænksom bliver man stort set hver gang efter mødet med en Tænkepause, men decideret benovet over begrebets (i dette tilfælde nydelsens) beskaffenhed, bliver jeg ikke så tit. Nydelsen har dog givet mig mere end normalt at tænke over – dén er nemlig en langt mere kompliceret størrelse, end jeg gik rundt og troede.
For det første er nydelse en ret sårbar størrelse. Den er særligt følsom overfor både tanke og tale, og vi er jo nogle stykker, som både ynder at tænke og tale – men pas på med det, hvis du vil nyde. ”Enhver nydelse er truet af, at vi kan ødelægge den ved at tale om den…” skriver Ugilt indledningsvis. Man kan, med andre ord, meget nemt komme til at ødelægge det for sig selv.
For det andet er nydelse som begreb også ret konfliktfyldt. Ugilt opererer med to sider af nydelsen, nemlig det, han kalder lyst og mer-nydelse. Lysten er til at forstå: Det kan være udløsning af en spænding (på såvel det bogstavelige som det mere abstrakte plan) eller en behovsopfyldning. Mer-nydelsen er mere kompleks. Her ser det i første omgang ud til, at noget (det kan fx være sproget, som nævnt ovenfor) spænder ben for den umiddelbare nydelse – men så viser det sig, at denne forhindring (mit ordvalg) faktisk er med til at gøre nydelsen desto større… eller i hvert fald bibeholde følelsen af at nyde. Ugilt understreger, at nydelse næsten altid består af både lyst og mer-nydelse, og derfor vil den ofte være i konflikt med sig selv.
Både som læser og som anmelder af en Tænkepause er man godt hjulpet på vej af såvel konkrete eksempler, der er med til at gøre det komplekse begribeligt, som de i bogen allerede indbyggede highlights, der er markeret med farvet skrift og små talebobler. Disse fremhævelser i teksten kan næsten gå hen og blive bonmots, man har lyst til at tage med sig ud i verden.
Så her kommer til slut et par om nydelse:
”Psykisk selvpineri kan være yderst tilfredsstillinde”, ”Askesen er et orgie i nydelse” og ”Det eneste, der er mere nydelsesfuldt end at have sex, er aldrig at have sex”.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Endnu et pletskud i den succesfulde Tænkepause-serie. Rasmus Ugilt skriver let og delikat om den både skønne og afskrækkende nydelse.
Der er efterhånden bred enighed om, at der ikke er meget dårligt at sige om Aarhus Universitets Tænkepause-serie: Små, lækkert indpakkede bøger, på ca. 60 sider, hvor eksperter indenfor hver deres felt ultrakort og i et letlæseligt og tilgængeligt sprog formidler lidt kundskab om et specifikt begreb. Og Tænkepause nr. 31, som bærer den dragende titel ”Nydelse”, er da heller ingen undtagelse.
Samlet set har jeg læst en seks-syv Tænkepauser, og selvom de alle har været både velskrevne og interessante, er jeg nu nået dertil, hvor jeg kan observere, at jeg trods alt reagerer forskelligt på dem. Og i tilfældet ’Nydelse’, som er skrevet af filosof fra Aarhus Universitet, Rasmus Ugilt, har min umiddelbare reaktion været: ”Det var li´ godt sat..s!” (Henåndet på den eftertænksomme måde, vel at mærke.) Tænksom bliver man stort set hver gang efter mødet med en Tænkepause, men decideret benovet over begrebets (i dette tilfælde nydelsens) beskaffenhed, bliver jeg ikke så tit. Nydelsen har dog givet mig mere end normalt at tænke over – dén er nemlig en langt mere kompliceret størrelse, end jeg gik rundt og troede.
For det første er nydelse en ret sårbar størrelse. Den er særligt følsom overfor både tanke og tale, og vi er jo nogle stykker, som både ynder at tænke og tale – men pas på med det, hvis du vil nyde. ”Enhver nydelse er truet af, at vi kan ødelægge den ved at tale om den…” skriver Ugilt indledningsvis. Man kan, med andre ord, meget nemt komme til at ødelægge det for sig selv.
For det andet er nydelse som begreb også ret konfliktfyldt. Ugilt opererer med to sider af nydelsen, nemlig det, han kalder lyst og mer-nydelse. Lysten er til at forstå: Det kan være udløsning af en spænding (på såvel det bogstavelige som det mere abstrakte plan) eller en behovsopfyldning. Mer-nydelsen er mere kompleks. Her ser det i første omgang ud til, at noget (det kan fx være sproget, som nævnt ovenfor) spænder ben for den umiddelbare nydelse – men så viser det sig, at denne forhindring (mit ordvalg) faktisk er med til at gøre nydelsen desto større… eller i hvert fald bibeholde følelsen af at nyde. Ugilt understreger, at nydelse næsten altid består af både lyst og mer-nydelse, og derfor vil den ofte være i konflikt med sig selv.
Både som læser og som anmelder af en Tænkepause er man godt hjulpet på vej af såvel konkrete eksempler, der er med til at gøre det komplekse begribeligt, som de i bogen allerede indbyggede highlights, der er markeret med farvet skrift og små talebobler. Disse fremhævelser i teksten kan næsten gå hen og blive bonmots, man har lyst til at tage med sig ud i verden.
Så her kommer til slut et par om nydelse:
”Psykisk selvpineri kan være yderst tilfredsstillinde”, ”Askesen er et orgie i nydelse” og ”Det eneste, der er mere nydelsesfuldt end at have sex, er aldrig at have sex”.
Originally published by Maria Guldager Rasmussen, Litteratursiden.
Kommentarer