Hvad betyder sprog for et menneske, og hvad sker der med identiteten, når man ikke har det længere? Det undersøger denne uendeligt smukke og lavmælte lille roman om en mand, som mister både sprog og hukommelse.
Romanen handler om sprog, den ER sprog. Den er poesi og kreative, uventede billeder, den er gribende men langt fra sentimentale skildringer, og så har oversætteren begået en empatisk og følsom genistreg. Her eksisterer ingen mislyde.
Lidt mere konkret så handler historien om en mand, der under Anden Verdenskrig i bevidstløs tilstand bliver indlagt på et tysk hospitalsskib i Trieste. Her tager den finske læge, Petri Friari, sig af ham, da han trods sine svære kvæstelser i hovedet vågner op. Det viser sig dog, at han har mistet både hukommelse og sprog. Lægen arbejder med ham, lærer ham det allernødvendigste og sender ham ”hjem” til Helsinki, idet han formoder, han er finne, på grund af en sømandsjakke med navneskiltet Sampo Karjalainen. Måske han kan lede efter spor efter sin historie dér.
Beretningen er en form for rammehistorie, den fremstår som et ”manuskript”, som doktor Friari finder efter krigen på Helsinkis militærhospital og hermed offentliggør med kommentarafsnit undervejs, der skal forklare hovedfigurens skæbne og historie. Manuskriptet er Sampos historie, oplevelser og især sproglige øvelser. At lære sproget er åbenbart også at lære kulturen at kende, for er sprog også lig med identitet? Et sted bliver der spurgt, om man kan leve videre uden sin historie. Sampos virkelighedsopfattelse er dog intakt, og der ligger erindringer lige under overfladen, føler han.
Sampo ankommer til Helsinki, hvor han kommer til at bo på militærhospitalet. Han er et neurologisk tilfælde og venter på en bestemt læge, som han fik et introduktionsbrev med til fra den finske skibslæge i Trieste. Her tager feltpræsten, pastor Koskela, sig af ham, han bliver snart elev ”i at være finne”, og han indtager lidt efter lidt sin omverden. Pastor Koskelas betragtninger om sprog, grammatik og identitet, ofte baseret på det finske nationalepos Kalevala, er herlige, men det er nok Samp’s møde med sygeplejersken Ilma og deres besøg ved ”De gode minders træ” , der er det mest rørende. Jeg er glad for at have mødt denne bog, det var en uventet og stor læseoplevelse.
Kommentarer