No. 54 af Mette Reinhardt Jakobsen

Unge Mette får job i Paris og ved den lejlighed også en excentrisk chef. Jungleloven hersker på kontoret i fin lille historie med stemning og lokalkolorit.

Meth er Mettes franske pseudonym. Hun starter i et lille firma, der laver produkttest og markedsanalyser, og her hersker Madame D. Tidsmæssigt er vi nok et sted i 1990'erne, faxen og kassettebåndene er dagligdagens værktøjer. Kontorets verden er meget hierarkisk opbygget, de nederste i hierarkiet må rette ind og løbe ærinder og ryger iøvrigt ud ved mindste indskydelse hos Madame D.

Denne lille bog er en beretning, der er forsynet med megen stemning og lokalkolorit. Beskrivelsen af Meths lille lejlighed og hendes naboer og underboer er fin, atmosfæren omkring Madame D får nemt en læser til at tænke på 'Djævelen bærer Prada', men det er nu den parisiske atmosfære, der er det mest markante. Fortællingen er opbygget i minikapitler på 1/2 til 2 1/2 side, nærmest små situationsbilleder, hvor kontorets ansatte piger klemmer sig sammen i køkkenet og lytter til ansættelsessamtaler eller Meth læser en populær roman, hvor hovedpersonen ender med at skure lokummer, da hun ikke respekterer hierarkiet.

Meth er så god til at overleve, at hun til slut sættes til at fyre medarbejdere. Måske er det hendes IT-færdigheder kombineret med det skandinaviske Ikea-gen, som Madame D. mener, hun besidder.

'No. 54' er en let lille sag, der fanger opmærksomheden med sine korte og samtidig skarpe og af og til barokke parisiske billeder.