Nikolaj Zeuthen: Verdensmestre

Verdensmestre, står der i efterordet, er inspireret af Georges Perecs Ting fra 1965, der handler om et par, som forsøger at skabe Det gode Liv ved at jagte de nye forbrugsgoder i tresserne. I Verdensmestre er vi i 00'erne på Solvej på Frederiksberg med parret Anna og Rune, og her jagtes det Det gode Liv stadig, men nu i højere grad ved at gøre og mene de rigtige ting, ikke mindst i deres rolle som småbørnsforældre til de to børn Emma og Ivan. Parret har de rigtige uddannelser, den rigtige lejlighed i den rigtige bydel, de rigtige meninger og gør de rigtige ting over for børnene i rette pædagogiske ånd, men hvad er nu der alligevel mangler?
Der er stort set ingen replikker i bogen andet end de klichéer, somde selv og deres omgivelser slynger om sig ("at være i situationen" osv), og alt opleves inde fra deres nærmest fælles hoved og tankegang. På den måde virker det også meget som om, at man ser dem udefra med en ironisk distance. Det er en fin teknik og jeg vænnede mig efterhånden til fraværet af replikker.
Spændende bog, der i form og indhold er en ætsende satire over generationen af unge, moderne, veluddannede og evigt selvgode par. Zeuthen beskriver den generation som, at den hele tiden bekræfter sig selv i sin position som, netop verdensmestre, ikke mindst i forhold Det Store Projekt, børnene, hvor der ikke er plads til at begå fejl - fordi det er først og fremmest gennem børnene man legitimerer sig som rigtigt og moderne afslappet mennesker med de rigtige handlinger og holdninger, i modsætning til, tjahh, de fleste andre. Og jeg kan da genkende elementer fra begge sider i mig selv.... Godt ramt og så lige givet en spids.

Fra Bogbrokken