14 små noveller om kvinder, der inderst inde ville ønske, de kunne sige fra. I stedet må de ty til overlevelsestrategier, livsløgne og indre modstand.
Disse historier gav mig lyst til at skrige. Skrige med og af de kvinder i historierne. Jeg tror at alle, uanset køn, ville have et ønske om at kunne sige fra, hvis de stod i lignende situationer.
Sanne Søndergaards Nej-historier er på en gang vidt forskellige og utroligt ens. Alle 14 kvinder står hver især i en situation, som de gerne vil ud af. Problemet er bare, at de ikke ved hvordan eller ikke er i stand til det af forskellige årsager. Kvinden i stillekupeen kan ikke tale engelsk, Lilly er træt og udbrændt, og den selvudnævnte “nuleksistens” har brug for mere tid, hjælp og at nogen faktisk tror på hende og er på hendes side:
“Jeg er udbrændt , ikke opbrændt, og jeg er stadig kun 27 og har ikke grundlagt grunge eller været i rehab (...) og nu er der fællesmøde. Anders afslører en idé til “et helt nyt revolutionerende tv-koncept”. Han præsenterer det med meget store armbevægelser. (..) Der er min idé. Jeg tænker, at jeg er forvirret. Det kan ikke være min idé, for den skød han ned for halvandet år siden, men nu siger han mere om det, og det er helt klart min idé. Jeg fremlagde nøjagtig den idé på et møde for halvandet år siden. Over halvdelen af holdet var på dét møde, men ingen nævner, at de har hørt ideen før”. (’Udbrændt’)
‘Nej’ er utrolig relaterbar og godt skrevet. Historierne er korte og præcise, men der mangler ikke noget. Jeg tror, at langt de fleste vil kunne nikke genkendende til en eller flere af historierne. Det kan jeg i hvert fald.
Historierne er vigtige, og Sanne Søndergaard rammer direkte ned i nogle yderst aktuelt problemstillinger. Vi mennesker skal ikke finde os i uretfærdighed, hvad enten det er sexisme, forskelsbehandling mellem søskende, ægtefællers ugidelighed eller stride småbørn.
Kommentarer