Neden under af Mikael Josephsen

En roman om svenborgensisk småborgerlig stupiditet flankeret af narkomani, alkoholisme og andre afhængighedsforhold. Sandt og sørgeligt - og nu med lydspor!

Som musikalsk litterat og tilbeder af dansk rock af ældre dato blev jeg inderligt begejstret, da jeg åbnede Mikael Josephsens nye roman ”Neden under”: Fem kapitler, som hver bærer titlen på en dansk rock-udgivelse af format! På den måde har Josephsen foræret læseren soundtracket til en rå og realistisk, men også håbefuld og humoristisk, samtidsroman.

I et hus i Svendborg bor det helt igennem småborgerlige ægtepar Inga og Bent dør om dør med psykologen Simon og narkomanparret Kim og Heidi… senere Helle. En noget blandet skare, der umiddelbart ikke deler meget andet end adressen. Alligevel skal det vise sig, at dem ”neden under” – det er i bedste dybdepsykologiske stil selvfølgelig narkomanerne, der bor i kælderetagen - måske har et og andet til fælles med husets øvrige beboere.

Det tematiske omdrejningspunkt er ”afhængighed” i ordets bredeste forstand, og det er faktisk interessant at observere, hvordan det ikke kun er narkomanen, der må kæmpe med sit misbrug. Også den velbjergede psykolog tyr til lettilgængelige stimulanser, og Inga kan simpelthen ikke holde sig fra dét, der feder, selvom hun gentagne gange prøver at gennemføre en slankekur. Den medfølende læser må undervejs gribe i egen barm og spørge: Hvori består min last?

Livet på bunden, hvor narkomanerne både fysisk og i overført betydning befinder sig, serveres råt for usødet, og det er barsk læsning, der uundgåeligt leder tankerne hen på romaner som ’Nordkraft’ og ’Submarino’. Men forfriskende er det at få bekræftet, at der også findes udveje - for nogen, i hvert fald.

Romanens mere ”lune” del er at finde i dialogen mellem det midaldrende ægtepar Inga og Bent, som sælger campingvognen til fordel for et pilråddent sommerhus - som de i øvrigt køber af psykolog-Simon.

Trådene krydses og spindes sammen, og i det endelig net sidder de så alle sammen med hvert deres misbrug. Og her er jeg sikker på, at Josephsen selv vil synes, det er okay, at jeg afslutningsvis lader Tom Lundén (”Bifrost”) få det sidste og til romanen særdeles passende ord:

”mine abstinenser ender
med råben og snerren
men egentlig er vi alle sammen
junkies for Herren”.