Leipzig er omdrejningspunktet for denne samling af kulsorte fortællinger om nogle af dem, der havnede på skyggesiden, da DDR kollapsede.
Clemens Meyer fik sit store gennembrud med generationsromanen Dengang vi drømte, der handler om en gruppe unge i Leipzig før, under og efter Berlinmurens fald. Natten, lysene, volden er et udvalg af noveller – eller stories, som Clemens Meyer selv kalder dem – fra de to samlinger Die Nacht, die Lichter og Gewalten. Ein Tagebuch. Det tyske ord ”Gewalten” har i øvrigt en langt bredere betydning end det danske ord ”vold”.
Omdrejningspunktet er stadig Leipzig, hvor novellerne udspiller sig i det tomrum, der opstod efter DDRs opløsning, og ligesom i Dengang vi drømte er tonen mørk og dyster. Clemens Meyer er født i 1977 og var således kun en stor dreng, da DDR kollapsede og Tyskland blev genforenet, men han har i den grad formået at indfange nogle af skyggesiderne ved genforeningen.
Flere af novellerne kredser om de samme temaer: Fængsel, boksning, spil og hunde. Der er fortællingen ’Jeg er her stadig!’ om den sorte bokser, der rejser rundt i Europa og lader sig knockoute for penge. Han er på vej til at trække sig tilbage med sine penge, da han en dag besejrer det lokale håb i en lille hollandsk flække, og det falder ikke i god jord hos de lokale. Der er novellen ’Vi rejser’ om de to mænd, der møder hinanden i fængslet. Den ene, den blonde, er bøsse, den anden er heteroseksuel. Da de er ude igen, slår de sig sammen, og den heteroseksuelle lover at passe på den anden. De er fælles om forskellige svindelnumre, men er de venner, når det kommer til stykket? En af de mere rørende historier er ’Om hunde og heste’, der fortæller om manden, der, for at få penge til at få sin hund Piet opereret, spiller på heste. Han vinder et større beløb, men ”mens han går videre mod byens udkant, mod øst, hvor han boede, tænkte han kun på Piet, og han så slet ikke de tre mænd, der fulgte efter ham”.
Novellerne er barsk læsning, og jeg tror, man skal læse dem én ad gangen - og gerne flere gange. Heldigvis sniger der sig lidt humor ind i de sidste noveller. ’Udenfor døren’ fortæller således om, hvordan det er at have smækket sig ude og stå foran sin gadedør med en syg, gammel hund, der hedder Piet. Mor har en ekstranøgle, men hun er i Afrika. Søster har en ekstranøgle til mor, men hun bor i den forkerte retning. Og Piet kan ikke gå længere.
Novellerne præsenterer os for en kras og stærk realisme, der nærmer sig det surrealistiske. Jeg er med tiden kommet til at holde mere og mere af at læse noveller, og denne samling er ingen undtagelse. Flere har sammenlignet Clemens Meyer med forfattere som Michel Houellebecq, Jakob Ejersbo og Jonas T. Bengtsson. Selv kom jeg undervejs flere gange til at tænke på både Franz Kafka og Friedrich Dürrenmatt.
Kommentarer