Anmeldelse
Nær Jedenew af Kevin Vennemann
- Log ind for at skrive kommentarer
Kevin Vennemanns roman om en jødisk-polsk familie under anden verdenskrig er stor, stor kunst, fortalt i et langt åndedrag, åndeløst betagende og samtidig forfærdelig tragisk.
”Vi trækker ikke vejret. Landsbyen ligger nær Jedenew, vi hører Jedenew-bønderne synge, skråle, spille klarinet, akkordeon og hører allerede i timevis deres sange, gamle partisansange, de spiller og synger og skråler på underfuld vis melodiøst”.
Lad det være sagt med det samme, jeg har aldrig før læst noget, der ligner denne roman, hvor sprog, fortællemåde og komposition i den grad er sin egen.
Handlingen er på sin vis enkel. Jedenew er en polsk landsby, som bliver til en krigsskueplads, da tyske soldater og lokale bønder angriber jøderne. Fortælleren er en unavngiven ung pige, hun og hendes tvillingesøster er – vist – som de eneste i familien undsluppet. Pigerne gemmer sig i et legehus oppe i et træ, og derfra kan de se deres families hus blive brændt ned, de tyske soldater flytte ind i deres hus og de lokale lede efter dem - de bønder. Pigerne holder sig skjult om dagen og om natten sniger de sig på skift ud på markerne for at finde noget at spise, men inderst inde ved de godt, at det bare er et spørgsmål om tid, inden de bliver fundet.
Ligesom tvillingesøstrene altid har flettet hinandens hår, bliver nutid og fortid flettet ind i hinanden. Fortælleren beretter om deres opvækst, om hvordan faderen kom til Jedenew, om broderens bryllup og så om alt det forfærdelige, der sker de dage i sensommeren. Næsten som i et musikstykke bliver de samme hændelser gentaget. Det hele fortælles i nutid, som læser gælder det om at være opmærksom, men når man først er blevet vant til bogens tone, virker det endnu stærkere. Oversætteren Karsten Sand Iversen har ydet en stor præstation.
Kevin Vennemann er født i 1977, og hans debutroman vakte stor opmærksomhed, da den udkom. Det er en historie, som er fortalt mange gange før, men den unge forfatter har fundet en helt ny måde at fortælle historien på, det er som at opleve den selv.
Tag en dyb indånding og læs.
- Log ind for at skrive kommentarer
Kevin Vennemanns roman om en jødisk-polsk familie under anden verdenskrig er stor, stor kunst, fortalt i et langt åndedrag, åndeløst betagende og samtidig forfærdelig tragisk.
”Vi trækker ikke vejret. Landsbyen ligger nær Jedenew, vi hører Jedenew-bønderne synge, skråle, spille klarinet, akkordeon og hører allerede i timevis deres sange, gamle partisansange, de spiller og synger og skråler på underfuld vis melodiøst”.
Lad det være sagt med det samme, jeg har aldrig før læst noget, der ligner denne roman, hvor sprog, fortællemåde og komposition i den grad er sin egen.
Handlingen er på sin vis enkel. Jedenew er en polsk landsby, som bliver til en krigsskueplads, da tyske soldater og lokale bønder angriber jøderne. Fortælleren er en unavngiven ung pige, hun og hendes tvillingesøster er – vist – som de eneste i familien undsluppet. Pigerne gemmer sig i et legehus oppe i et træ, og derfra kan de se deres families hus blive brændt ned, de tyske soldater flytte ind i deres hus og de lokale lede efter dem - de bønder. Pigerne holder sig skjult om dagen og om natten sniger de sig på skift ud på markerne for at finde noget at spise, men inderst inde ved de godt, at det bare er et spørgsmål om tid, inden de bliver fundet.
Ligesom tvillingesøstrene altid har flettet hinandens hår, bliver nutid og fortid flettet ind i hinanden. Fortælleren beretter om deres opvækst, om hvordan faderen kom til Jedenew, om broderens bryllup og så om alt det forfærdelige, der sker de dage i sensommeren. Næsten som i et musikstykke bliver de samme hændelser gentaget. Det hele fortælles i nutid, som læser gælder det om at være opmærksom, men når man først er blevet vant til bogens tone, virker det endnu stærkere. Oversætteren Karsten Sand Iversen har ydet en stor præstation.
Kevin Vennemann er født i 1977, og hans debutroman vakte stor opmærksomhed, da den udkom. Det er en historie, som er fortalt mange gange før, men den unge forfatter har fundet en helt ny måde at fortælle historien på, det er som at opleve den selv.
Tag en dyb indånding og læs.
Kommentarer