Anmeldelse
Move fast and break things af Jonathan Taplin
- Log ind for at skrive kommentarer
Den barske historie om de monopollignende mastodonter Facebook, Google og Amazon, der dominerer internettet og udgør en alvorlig trussel mod vores kultur og vores demokrati.
Forfatteren er amerikaner og henter sine eksempler fra amerikanske forhold, men da internettet stort set er globalt, er det i høj grad problemer, der også berører os i vores del af verden. Forfatteren, der i dag forsker i digital underholdning ved University of Southern California, har et personligt og dybtgående kendskab til musik- og filmbranchen, og som ung var han roadmanager for bl.a. Bob Dylan.
Han giver os internettets udviklingshistorie fra de idealistiske pionerer frem til nutiden, hvor Google, Facebook og Amazon sidder tungt på cyberspace, og uden hensyn til etik og moral groft udnytter de udøvende kunstnere. Som et slående eksempel tager han udgangspunkt i en musikerven, der fik en dødelig sygdom og endte i fattigdom. Det bør også give os brugere noget at tænke over, for både vi og kunstnerne betaler en pris for, at kunstnernes værker ligger gratis tilgængelige på nettet. Internetgiganterne scorer kassen ved at handle med brugernes personlige oplysninger, og kunstnerne spises af med en brøkdel af det, de kunne tjene før.
Allerede Martin Luther King advarede mod den teknologiske udvikling, hvis ikke den kom til at gå hånd i hånd med etiske hensyn. Google, Facebook og Amazon er ifølge Taplin blottet for moral og udelukkende styret af profithensyn. Han kalder bagmændene for libertarianere, kyniske mennesker, der absolut ikke ønsker nogen form for statslig og lovgivningsmæssig kontrol, der kan lægge dem hindringer i vejen for at tjene styrtende med penge. Langt hen ad vejen lykkes det dem også at unddrage sig kontrol, og de er i dag nogle af de rigeste i verden.
Det er især kunstnernes vilkår, der ligger Taplin på sinde, men han ser også truslen mod demokratiet, som ikke mindst kommer fra Facebook, hvor brugere kan hente ufiltrerede og ukontrollerede nyheder, som meget vel kan være ”fake news”, fordi de ikke har været genstand for nogen journalistisk redigering og kontrol. Det kan f.eks. give adgang for terrorister og andre med skumle hensigter. Flere og flere opsøger nyhederne på Facebook, mens aviserne må kæmpe for deres eksistens, og det kan i sidste ende komme til at påvirke den politiske situation i uheldig retning.
I mange af menneskehedens store opfindelser ligger der et indbygget dilemma, fordi det er muligt at udnytte dem både positivt og negativt. Det gælder også internettet, der er kommet for at blive og i den grad har invaderet vores liv. Derfor må der gøres noget for at bryde monopolernes magt, og Taplin nævner pudsigt nok Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær, som en af de få, der har prøvet at sætte grænser for monopolerne. Taplin håber på et internet, hvor vi trygt kan søge informationer og dele oplysninger om os selv med vores venner uden at frygte for vores privatliv, og som giver kunstnere mulighed for at skabe en levedygtig kultur.
Taplin fortæller med et stort engagement, og selv om hans mange eksempler og citater kan give et lidt rodet indtryk, er hans bog væsentlig, fordi han sætter fingeren på en række særdeles ømme punkter, som vedkommer os alle.
- Log ind for at skrive kommentarer
Den barske historie om de monopollignende mastodonter Facebook, Google og Amazon, der dominerer internettet og udgør en alvorlig trussel mod vores kultur og vores demokrati.
Forfatteren er amerikaner og henter sine eksempler fra amerikanske forhold, men da internettet stort set er globalt, er det i høj grad problemer, der også berører os i vores del af verden. Forfatteren, der i dag forsker i digital underholdning ved University of Southern California, har et personligt og dybtgående kendskab til musik- og filmbranchen, og som ung var han roadmanager for bl.a. Bob Dylan.
Han giver os internettets udviklingshistorie fra de idealistiske pionerer frem til nutiden, hvor Google, Facebook og Amazon sidder tungt på cyberspace, og uden hensyn til etik og moral groft udnytter de udøvende kunstnere. Som et slående eksempel tager han udgangspunkt i en musikerven, der fik en dødelig sygdom og endte i fattigdom. Det bør også give os brugere noget at tænke over, for både vi og kunstnerne betaler en pris for, at kunstnernes værker ligger gratis tilgængelige på nettet. Internetgiganterne scorer kassen ved at handle med brugernes personlige oplysninger, og kunstnerne spises af med en brøkdel af det, de kunne tjene før.
Allerede Martin Luther King advarede mod den teknologiske udvikling, hvis ikke den kom til at gå hånd i hånd med etiske hensyn. Google, Facebook og Amazon er ifølge Taplin blottet for moral og udelukkende styret af profithensyn. Han kalder bagmændene for libertarianere, kyniske mennesker, der absolut ikke ønsker nogen form for statslig og lovgivningsmæssig kontrol, der kan lægge dem hindringer i vejen for at tjene styrtende med penge. Langt hen ad vejen lykkes det dem også at unddrage sig kontrol, og de er i dag nogle af de rigeste i verden.
Det er især kunstnernes vilkår, der ligger Taplin på sinde, men han ser også truslen mod demokratiet, som ikke mindst kommer fra Facebook, hvor brugere kan hente ufiltrerede og ukontrollerede nyheder, som meget vel kan være ”fake news”, fordi de ikke har været genstand for nogen journalistisk redigering og kontrol. Det kan f.eks. give adgang for terrorister og andre med skumle hensigter. Flere og flere opsøger nyhederne på Facebook, mens aviserne må kæmpe for deres eksistens, og det kan i sidste ende komme til at påvirke den politiske situation i uheldig retning.
I mange af menneskehedens store opfindelser ligger der et indbygget dilemma, fordi det er muligt at udnytte dem både positivt og negativt. Det gælder også internettet, der er kommet for at blive og i den grad har invaderet vores liv. Derfor må der gøres noget for at bryde monopolernes magt, og Taplin nævner pudsigt nok Margrethe Vestager, EU’s konkurrencekommissær, som en af de få, der har prøvet at sætte grænser for monopolerne. Taplin håber på et internet, hvor vi trygt kan søge informationer og dele oplysninger om os selv med vores venner uden at frygte for vores privatliv, og som giver kunstnere mulighed for at skabe en levedygtig kultur.
Taplin fortæller med et stort engagement, og selv om hans mange eksempler og citater kan give et lidt rodet indtryk, er hans bog væsentlig, fordi han sætter fingeren på en række særdeles ømme punkter, som vedkommer os alle.
Kommentarer