Anmeldelse
Mørkekammeret af Rachel Seiffert
- Log ind for at skrive kommentarer
Rachel Seifferts debut består af tre noveller, der spænder over tre generationer i Tyskland, dækkende perioden fra tyverne til tiden efter murens fald.
I et mørkekammer fremkalder man fotografier, men hvad fremkalder fotografierne hos betragteren? I titelnovellen følger vi fotograflærlingen Helmut, der p.g.a. af et handicap bliver kasseret til værnemagten. Han tilbringer derfor krigen hjemme i Berlin, hvor han med sit kamera dokumenterer livet f.eks. på banegårdene.
Men når han ser sine fremkaldelser, undrer han sig over, hvor lidt fotografierne egentlig stemmer overens med virkeligheden, for hvor er slagene, skrigene, lugtene og hans egen angst? Helmut vil så gerne være som de andre og gøre som de andre, og det får han lejlighed til ved det sidste afgørende slag om Berlin!
12-årige Hannelore må efter sammenbruddet og hendes naziforældres arrestation føre sine fire søskende fra Bayern, hvor de har været i sikkerhed under krigen, tilbage til Hamborg, hvor de håber at genfinde deres bedstemor.
Fra at have levet en privilegeret tilværelse må hun nu lære at overleve på landevejene, hvor børnene konstant udnyttes og udbyttes. En tidligere kz-fange hjælper børnene, og et venskab udvikler sig på trods af den mistro, de har oparbejdet til alle voksne.
Den afsluttende novelle foregår først i halvfemserne. Læreren Micha venter barn med sin tysk-tyrkiske kæreste. Imidlertid har han ved et tilfælde opdaget, at hans bedstefar gjorde tjeneste i Waffen-SS i Hviderusland i 1943, hvad der gik hårdt ud over civilbefolkningen, ikke mindst jøderne.
Micha bliver besat af tanken om at finde ud af, hvad Opa foretog sig, og i håb om at blive bekræftet i at hans elskede Opa var en af de få undtagelser, der turde sige fra, opsøger han overlevende fra de landsbyer, hvor Opa var udstationeret.
I denne afsluttende novelle kommer et centralt tema klart til udtryk: forholdet mellem godt og ondt. Hvordan kan forældre (Hannelores, der er så gode og kærlige mod deres egne børn, og Opa, der er så kærlig overfor sine børnebørn) dog have foretaget sig så grusomme ting?
Et andet tema er skylden - den enkeltes og den kollektive. Det smertefulde i at opdage og måtte erkende, at mennesker i en bestemt situation er parate til at begå uhyrligheder og ikke nødvendigvis selv føler skyld af den grund, men fortolker deres handlinger ind i en sammenhæng, som giver dem forklaring og undskyldning.
Det er ikke læseren, der oplever begivenhederne, det er bogens personer. Med sproget holdt i nutid, uden patos, men med stor indfølingsevne eksponerer forfatteren temaerne for læseren. En fremragende debut af den kun 31-årige forfatter, der er født i Australien, men opvokset i Berlin og nu bosiddende i England. Bogen blev da også indstillet til Booker-prisen, da den udkom.
Oversat af Mogens Wenzel Andersen. Cicero, 2002. 306 sider. Kr. 299,-
Anmeldelse på BBC News
Anmeldelse på The Guardian
- Log ind for at skrive kommentarer
Rachel Seifferts debut består af tre noveller, der spænder over tre generationer i Tyskland, dækkende perioden fra tyverne til tiden efter murens fald.
I et mørkekammer fremkalder man fotografier, men hvad fremkalder fotografierne hos betragteren? I titelnovellen følger vi fotograflærlingen Helmut, der p.g.a. af et handicap bliver kasseret til værnemagten. Han tilbringer derfor krigen hjemme i Berlin, hvor han med sit kamera dokumenterer livet f.eks. på banegårdene.
Men når han ser sine fremkaldelser, undrer han sig over, hvor lidt fotografierne egentlig stemmer overens med virkeligheden, for hvor er slagene, skrigene, lugtene og hans egen angst? Helmut vil så gerne være som de andre og gøre som de andre, og det får han lejlighed til ved det sidste afgørende slag om Berlin!
12-årige Hannelore må efter sammenbruddet og hendes naziforældres arrestation føre sine fire søskende fra Bayern, hvor de har været i sikkerhed under krigen, tilbage til Hamborg, hvor de håber at genfinde deres bedstemor.
Fra at have levet en privilegeret tilværelse må hun nu lære at overleve på landevejene, hvor børnene konstant udnyttes og udbyttes. En tidligere kz-fange hjælper børnene, og et venskab udvikler sig på trods af den mistro, de har oparbejdet til alle voksne.
Den afsluttende novelle foregår først i halvfemserne. Læreren Micha venter barn med sin tysk-tyrkiske kæreste. Imidlertid har han ved et tilfælde opdaget, at hans bedstefar gjorde tjeneste i Waffen-SS i Hviderusland i 1943, hvad der gik hårdt ud over civilbefolkningen, ikke mindst jøderne.
Micha bliver besat af tanken om at finde ud af, hvad Opa foretog sig, og i håb om at blive bekræftet i at hans elskede Opa var en af de få undtagelser, der turde sige fra, opsøger han overlevende fra de landsbyer, hvor Opa var udstationeret.
I denne afsluttende novelle kommer et centralt tema klart til udtryk: forholdet mellem godt og ondt. Hvordan kan forældre (Hannelores, der er så gode og kærlige mod deres egne børn, og Opa, der er så kærlig overfor sine børnebørn) dog have foretaget sig så grusomme ting?
Et andet tema er skylden - den enkeltes og den kollektive. Det smertefulde i at opdage og måtte erkende, at mennesker i en bestemt situation er parate til at begå uhyrligheder og ikke nødvendigvis selv føler skyld af den grund, men fortolker deres handlinger ind i en sammenhæng, som giver dem forklaring og undskyldning.
Det er ikke læseren, der oplever begivenhederne, det er bogens personer. Med sproget holdt i nutid, uden patos, men med stor indfølingsevne eksponerer forfatteren temaerne for læseren. En fremragende debut af den kun 31-årige forfatter, der er født i Australien, men opvokset i Berlin og nu bosiddende i England. Bogen blev da også indstillet til Booker-prisen, da den udkom.
Oversat af Mogens Wenzel Andersen. Cicero, 2002. 306 sider. Kr. 299,-
Anmeldelse på BBC News
Anmeldelse på The Guardian
Kommentarer