Den norske lyriker og romanforfatter har skrevet en gribende og rørende roman om forholdet mellem forældre og børn.
Fortællerens mor er død, men inden da afleverede hun en dagbog til ham, eller en natbog, som han kalder den. Natbogen fortæller det, moren ikke fik sagt til sin psykiater, fordi hun ikke turde. Sønnen bruger bogen som afsæt for at prøve at forstå den mor, han altid har holdt sig på afstand af og nu pludselig savner. Jeg-fortælleren, og måske forfatterens alter ego, kendte egentlig ikke sin mor. I mange år undgik han at tale rigtigt med hende, hvem var hun egentlig?
Som ung og voksen undgår man ofte at komme for nær på sine forældre, fordi man for alt i verden ikke vil blive som dem. Det er i nogen grad det, der sker for fortælleren her. Han har også kaos i sit sind, og i en lang periode må han dæmpe det med alkohol og forskellige kvinder. Forfatteren er selv født i 1957, hans forældre var begge bibliotekarer. Denne bogs jeg er også forfatter med bibliotekarforældre. Så man må gå ud fra, at historien her læner sig op ad hans egen historie, men hvor meget ved man jo aldrig.
Som barn hørte fortælleren ikke efter, når hans mor fortalte om dengang, hendes by Molde blev sønderbombet af tyskerne, og hvad det betød for hende. I det hele taget holdt han afstand til hende, fordi hun altid var syg af migræne og depressioner. Som ung havde han selv rigeligt andet at interessere sig for. Det var ikke moderens bomber, men bomberne over Vietnam, der var vigtige. Egentlig ville jeget skrive sin fars historie, da faren havde en både eventyrlig men også kærlighedsløs opvækst. Morens historie ville han på ingen måde have, men den fik han, den historie var hans.
Bogen veksler mellem glimt fra morens barndom i krigens Norge, moren som mor og moren som døende, blandet sammen med nedslag i fortællerens barndom, ungdom og voksne liv med kone og børn, et voldsomt indre kaos og stort alkoholmisbrug og endelig savnet efter moderen, som uventet rammer ham efter hendes død.
Jeg havde den store fornøjelse at se Niels Fredrik Dahl i samtale med Helle Helle og Synne Rifbjerg på Louisiana Literature. Det var en stor oplevelse at høre ham selv fortælle om bogen, og de tanker han havde gjort sig om forældre og børn, som kommer til udtryk i denne fine bog. Nordmænd kan tilsyneladende det der med mandeskildringer.
Kommentarer