Anmeldelse
Montecore : en unik tiger af Jonas Hassen Khemiri
- Log ind for at skrive kommentarer
Man morer sig og krymper sig og får tårer i øjnene af bevægelse over denne fine selvbiografiske roman om forholdet til fædre - og om et Sverige, der ikke kan rumme de fremmede.
Alene titlen gør en nysgerrig. Hvad er der på spil her? Sønnen Jonas, der er fortælleren, præsenterer sin fader på denne utraditionelle måde: "Et symbol på det globalt moderne mødested hvor øst krydser vest, hvor Jesus krydser Muhammed, hvor forsoningen bliver et rendezvous i symbolsk, mandlig form, lidt ligesom racernes og musikkens Lionel Ritchie!"
Vi er det i det aflange land, indvandrerlandet Sverige. Her i Stockholm vokser Jonas op med en svensk mor og tunesisk fader, som forelskede sig i hinanden, da moderen var på ferie i Tunis. Faderen er lidenskabeligt optaget af fotografi og drømmer om en kunstnerisk karriere, men ender som lokofører i det kolde Sverige. Da han endelig åbner et fotoatelier bliver det som kæledyrsfotograf. Men da racismen vinder indpas i Sverige i begyndelsen af 90’erne bliver atelieret udsat for et brandattentat. Nu er faderen sporløst forsvundet, og sønnen er sammen med en af faderens tunesiske venner, Kadir, gået på jagt efter ham.
Igennem Kadirs breve får Jonas indblik i faderens baggrund, og samtidig fortæller Jonas om sin opvækst i "kulørløshedens" Sverige, og som han er ved at skrive en bog om. Og denne bog, dets sprog og indhold bliver fortløbende kommenteret af Kadir.
Kadirs sprog er en herlig blanding af fransk, arabisk og svensk, så man skal være opmærksom. Men Jonas udvikler sit eget helt unikke sprog på baggrund af faderens arabiske, franske og svenske, et sprog som han kalder khemirisk.
Det er en kærlig skildring af en fader, der gjorde alt hvad han kunne for at blive svensker, men det var ikke nok. Det er indirekte en ironisk kommentar og kritik af det svenske samfund, som ikke kan rumme det fremmede, "udenfor-følelse", som Jonas kalder det. Det er især en fin skildring af betydningen af nærværet i fader-søn forholdet - også i forhold til faderens fraværende fader.
Forfatteren leger, kreerer og opfinder sproget på ny så læsningen bliver en helt unik oplevelse. Det er forrygende, morsomt, kærligt, poetisk og varmt, ja på alle måder en litterært nyskabende præstation.
Oversat af Niels Lyngsø. Gyldendal, 2007. 279 sider .
- Log ind for at skrive kommentarer
Man morer sig og krymper sig og får tårer i øjnene af bevægelse over denne fine selvbiografiske roman om forholdet til fædre - og om et Sverige, der ikke kan rumme de fremmede.
Alene titlen gør en nysgerrig. Hvad er der på spil her? Sønnen Jonas, der er fortælleren, præsenterer sin fader på denne utraditionelle måde: "Et symbol på det globalt moderne mødested hvor øst krydser vest, hvor Jesus krydser Muhammed, hvor forsoningen bliver et rendezvous i symbolsk, mandlig form, lidt ligesom racernes og musikkens Lionel Ritchie!"
Vi er det i det aflange land, indvandrerlandet Sverige. Her i Stockholm vokser Jonas op med en svensk mor og tunesisk fader, som forelskede sig i hinanden, da moderen var på ferie i Tunis. Faderen er lidenskabeligt optaget af fotografi og drømmer om en kunstnerisk karriere, men ender som lokofører i det kolde Sverige. Da han endelig åbner et fotoatelier bliver det som kæledyrsfotograf. Men da racismen vinder indpas i Sverige i begyndelsen af 90’erne bliver atelieret udsat for et brandattentat. Nu er faderen sporløst forsvundet, og sønnen er sammen med en af faderens tunesiske venner, Kadir, gået på jagt efter ham.
Igennem Kadirs breve får Jonas indblik i faderens baggrund, og samtidig fortæller Jonas om sin opvækst i "kulørløshedens" Sverige, og som han er ved at skrive en bog om. Og denne bog, dets sprog og indhold bliver fortløbende kommenteret af Kadir.
Kadirs sprog er en herlig blanding af fransk, arabisk og svensk, så man skal være opmærksom. Men Jonas udvikler sit eget helt unikke sprog på baggrund af faderens arabiske, franske og svenske, et sprog som han kalder khemirisk.
Det er en kærlig skildring af en fader, der gjorde alt hvad han kunne for at blive svensker, men det var ikke nok. Det er indirekte en ironisk kommentar og kritik af det svenske samfund, som ikke kan rumme det fremmede, "udenfor-følelse", som Jonas kalder det. Det er især en fin skildring af betydningen af nærværet i fader-søn forholdet - også i forhold til faderens fraværende fader.
Forfatteren leger, kreerer og opfinder sproget på ny så læsningen bliver en helt unik oplevelse. Det er forrygende, morsomt, kærligt, poetisk og varmt, ja på alle måder en litterært nyskabende præstation.
Oversat af Niels Lyngsø. Gyldendal, 2007. 279 sider .
Kommentarer