Anmeldelse
Mogens Glistrup af Anne-Marie Glistrup
- Log ind for at skrive kommentarer
Mogens Glistrups ældste datter, Anne-Marie Glistrup, giver sit kærlige bud på, hvilken person faderen egentlig var, både privat og som politiker.
Anne-Marie Glistrup har to kasketter på i sin bog, både historikerens og datterens, og resultatet er vellykket. Hun fortæller om faderens baggrund og trygge opvækst som overbeskyttet enebarn i en solid middelklassefamilie på Bornholm, om hans lykkelige studieår i København, om hans ægteskab og familieliv og om hans år som travl sagfører med speciale i skattesager. Datteren udlægger også hans politiske idéer, som altid blev provokerende fremført. Bogen slutter med jordskredsvalget i 1973, der med ét slag gjorde fremskridtspartiet til landets næststørste og var et eklatant nederlag for de gamle partier.
Selvfølgelig kan man som datter ikke være helt uhildet, men det gør ikke noget, når det gælder privatpersonen. Flere læsere af politiske biografier er også interesseret i mennesket bag politikeren. Det giver bogen en vis underholdningsværdi, men medvirker også til en helhedsforståelse af personen Mogens Glistrup. At datteren også formår at forholde sig til faderen tidligste politiske idéer, ser man af hendes klare og pædagogiske tolkninger og hendes beskrivelse af hans bevæggrunde. Materialet, hun bygger på, er enormt, blandt andet Mogens Glistrups dagbogsoptegnelser og breve og hustruens omfattende scrapbøger.
Man får bekræftet sit indtryk af, at Glistrup var helt sin egen og ikke kunne puttes i bås. Absolut lynende intelligent og myreflittig – han fik en skyhøj juridisk embedseksamen – men også uhyre svær at danse med både for politiske modstandere og senere også for partifæller. Bogen giver et indtryk af en dobbelt personlighed, der privat var livsglad, rund og jovial, men som politiker voldsomt provokerende, urokkelig og fuldstændig enerådende.
1971 blev et skelsættende år. Her optrådte Glistrup i fjernsynets bedste sendetid, og det var her, han kom med den provokerende udtalelse, at skattesnydere var at sammenligne med sabotører, der gjorde en god gerning for fædrelandet. Da det lidt senere kom frem, at hans trækprocent stort set var nul, skabte han sig mange fjender, og det blev indledningen til en langvarig skattesag mod ham. At der var eksperter, der udtalte, at man i stedet for at gå efter manden hellere skulle gå efter sagen og få ryddet op i den uoverskuelige skattelovgivning, blev ikke bemærket. Det er i det hele taget forfatterens mening, at Glistrup ofte blev misforstået på grund af sin lynhurtige, provokerende facon, der typisk manglede de nødvendige mellemregninger, og i medierne er der generelt mere salg i sensationer end saglighed.
For at komme igennem med sin modstand mod indkomstskatten, papirnusseriet og de offentlige udgifters himmelflugt, konkluderede Glistrup, at han bedst kunne brænde igennem fra Folketingets talerstol. Først sendte han følere ud til de eksisterende partier, men fandt ud af, at han ikke passede ind nogen steder. Det førte så til dannelsen af Fremskridtspartiet, som fik en forrygende start ved folketingsvalget i 1973.
Bogen løser ikke gåden Glistrup, men hører absolut hjemme i litteraturen om ham. Var han gal eller genial, og hvad skyldtes det, at han til sidst røg helt af sporet og endte ude i ekstremerne? Bind to må blive en vanskelig balancegang for datteren. Det bliver spændende at se, om hun her formår at anlægge historikerens distance.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mogens Glistrups ældste datter, Anne-Marie Glistrup, giver sit kærlige bud på, hvilken person faderen egentlig var, både privat og som politiker.
Anne-Marie Glistrup har to kasketter på i sin bog, både historikerens og datterens, og resultatet er vellykket. Hun fortæller om faderens baggrund og trygge opvækst som overbeskyttet enebarn i en solid middelklassefamilie på Bornholm, om hans lykkelige studieår i København, om hans ægteskab og familieliv og om hans år som travl sagfører med speciale i skattesager. Datteren udlægger også hans politiske idéer, som altid blev provokerende fremført. Bogen slutter med jordskredsvalget i 1973, der med ét slag gjorde fremskridtspartiet til landets næststørste og var et eklatant nederlag for de gamle partier.
Selvfølgelig kan man som datter ikke være helt uhildet, men det gør ikke noget, når det gælder privatpersonen. Flere læsere af politiske biografier er også interesseret i mennesket bag politikeren. Det giver bogen en vis underholdningsværdi, men medvirker også til en helhedsforståelse af personen Mogens Glistrup. At datteren også formår at forholde sig til faderen tidligste politiske idéer, ser man af hendes klare og pædagogiske tolkninger og hendes beskrivelse af hans bevæggrunde. Materialet, hun bygger på, er enormt, blandt andet Mogens Glistrups dagbogsoptegnelser og breve og hustruens omfattende scrapbøger.
Man får bekræftet sit indtryk af, at Glistrup var helt sin egen og ikke kunne puttes i bås. Absolut lynende intelligent og myreflittig – han fik en skyhøj juridisk embedseksamen – men også uhyre svær at danse med både for politiske modstandere og senere også for partifæller. Bogen giver et indtryk af en dobbelt personlighed, der privat var livsglad, rund og jovial, men som politiker voldsomt provokerende, urokkelig og fuldstændig enerådende.
1971 blev et skelsættende år. Her optrådte Glistrup i fjernsynets bedste sendetid, og det var her, han kom med den provokerende udtalelse, at skattesnydere var at sammenligne med sabotører, der gjorde en god gerning for fædrelandet. Da det lidt senere kom frem, at hans trækprocent stort set var nul, skabte han sig mange fjender, og det blev indledningen til en langvarig skattesag mod ham. At der var eksperter, der udtalte, at man i stedet for at gå efter manden hellere skulle gå efter sagen og få ryddet op i den uoverskuelige skattelovgivning, blev ikke bemærket. Det er i det hele taget forfatterens mening, at Glistrup ofte blev misforstået på grund af sin lynhurtige, provokerende facon, der typisk manglede de nødvendige mellemregninger, og i medierne er der generelt mere salg i sensationer end saglighed.
For at komme igennem med sin modstand mod indkomstskatten, papirnusseriet og de offentlige udgifters himmelflugt, konkluderede Glistrup, at han bedst kunne brænde igennem fra Folketingets talerstol. Først sendte han følere ud til de eksisterende partier, men fandt ud af, at han ikke passede ind nogen steder. Det førte så til dannelsen af Fremskridtspartiet, som fik en forrygende start ved folketingsvalget i 1973.
Bogen løser ikke gåden Glistrup, men hører absolut hjemme i litteraturen om ham. Var han gal eller genial, og hvad skyldtes det, at han til sidst røg helt af sporet og endte ude i ekstremerne? Bind to må blive en vanskelig balancegang for datteren. Det bliver spændende at se, om hun her formår at anlægge historikerens distance.
Kommentarer