Mange frihedskæmpere betalte en høj pris for deres illegale aktiviteter. At deres børn også led under forældrenes traumer, kommer tydeligt til udtryk i bogens små skæbnefortællinger.
De ni udvalgte modstandsfolk i bogen kommer fra vidt forskellige sociale lag og fra forskellige egne af Danmark. De spænder fra kommunistiske arbejderfamilier til overklassen i Hellerup, fra købmænd til militærfolk. På nær en, der flygtede til Sverige, blev de alle taget af tyskerne, fængslet eller sendt til kz-lejre. De overlevede alle men med sår på sjæl og legeme.
Det er et område i forbindelse med besættelsen, der ikke er forsket meget i. Ni personer er for få til at slutte noget endeligt ud fra, men de giver et lille fingerpeg. At prøve at fortie den traumatiske fortid synes med enkelte undtagelser at være et fælles, psykologisk mønster. En holdning, der vist var almindelig udbredt lige efter krigen, helt i modstrid med moderne psykologi. Sindet og kroppen svarede da også igen med angst, depressioner, uligevægt m.m., og flere fik desuden afledte, fysiske sygdomme senere.
Bogen er centreret omkring børnenes udsagn, der er redigeret af journalist Andreas Fugl Thøgersen, som også har skrevet den sammenføjende tekst. De ni børn mødtes i forbindelse med en research iværksat af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, og gruppen mødes fortsat for i fællesskab at fortsætte eller for nogles vedkommende at begynde en søgen efter forståelse for forældrenes amputerede liv, og for hvordan det har påvirket deres eget liv. Flere af børnene har udelukkende været henvist til at søge i arkiverne, andre har kunnet tage udgangspunkt i forældrenes oplysninger.
I første del af bogen får man et indtryk af forældrenes frihedskamp, dels ud fra deres egne breve og dagbogsnotater, dels og primært ud fra børnenes beretninger. Anden del af bogen er viet til børnenes oplevelser ved at vokse op i en traumatiseret familie. Det er en stor hjælp, at de ni børn, tre mænd og seks kvinder, har fået en kort biografi bagest.
Det er børnenes udsagn, der bærer bogen. De har alle følt sig svigtet i større eller mindre grad. De har været nødt til at tage et overdrevent hensyn til den traumatiserede far eller mor, og flere af dem udviklede en særlig følsomhed over for forældrenes sindstilstand. Senere i livet har flere af dem haft psykiske symptomer i lighed med forældrene. Andreas Fugl Thøgersen har stykket udsagnene sammen og forbundet dem med korte, blandede oplysninger om besættelsen. Det giver undertiden bogen et for kalejdoskopisk præg.
Bogen tager i det små hul på et væsentligt emne, nemlig hvordan svære traumer kan gå i arv fra forældre til børn. Et emne, der også kan tænkes at være af betydning i forhold til børn af hjemvendte soldater med posttraumatisk stresssyndrom og børn af torturofre.
Kommentarer