Anmeldelse
Mødre og døtre af Lene Johansen
- Log ind for at skrive kommentarer
Bogens fire stærke kvinder fortæller om forholdet til deres mødre og om tabet og savnet. Det føles lidt som at være i stue med dem, og der er mange gode samtaler om livet, døden og familien.
’Mor er den bedste i verden…’ måske ikke altid, men hun har en signifikant betydning vi vores liv. Uanset om hun er biologisk, pap, adoptiv, regnbue, spelt, curling, svigtende eller fantastisk. Fordi hun er din mor.
Tabet af en mor er ofte langt større, end de fleste tror. Man har endegyldigt mistet den, der har kendt en længst og bedst. Før man mister sin mor, skal man forsones med hende. Når hun er borte, har man stadig minderne, men ingen at mindes dem med mere, ingen at spørge: "kan du huske dengang…" Det er kort fortalt budskabet i bogen ’Mødre og døtre’.
Det jeg kan lide ved denne bog er, at der ikke kun er fire kendte kvinders mor-datter-historier, men at det hele blandes med deres samtaler, hvor de reflekterer og giver kærlige klaps til hinanden. Faktisk føles det lidt som at være i stue med dem. De fire stærke kvinder, Anne Linnet, Christina Antorini, Ritt Bjerregaard og Hanne-Vibeke Holst, fortæller i bogen om forholdet til deres mødre og mødrenes historier. De laver nedslag i tiden med fantastiske kærlige minder, samt steder i deres liv, hvor de følte sig svigtet af den mor, som de ellers stolede på, altid var der. Et andet budskab de giver til os læsere er, at vores mødre er mere end bare en mor. Hun er også en kvinde med sit eget liv. Det liv kan af og til give skuffelser og svigt i forhold til os. Men når man selv bliver ældre, kan man se sin mor i et større perspektiv og et mere nuanceret, billede, og så kommer forståelsen og
tilgivelsen ofte.
Det jeg også tog med mig er, at der i flere af fortællingerne er en opfordring til at tale om døden, så vores børn ikke står i nogen store følelsesmæssige dilemmaer, når vi selv går bort. Hanne-Vibeke Holst tog for eksempel sin mor med til bedemanden. Her valgte Kirsten Holst selv, hvordan det hele skulle foregå. Da hun døde, kunne Hanne-Vibeke se, at det betød, at der ikke kom uoverensstemmelser i familien omkring begravelsen, og at hun selv med lettelse kunne ringe til bedemanden, uden at skulle bruge tid på tanker om alt det praktiske. Måske behøver det ikke være så planlagt, men vigtigheden i at få taget de svære snakke understeges af alle fire. Uanset om man har mistet sin mor eller ej, så er bogen værd at læse, fordi den viser, at der ikke er én rigtig måde at tage afsked på, det handler om, hvem du er, og særligt hvem din mor er.
Bogen er skrevet af journalisten Lene Johannesen, og den udkom første gang i 2010 med titlen, ’Min mor er død’. Her havde alle fire kvinder kort tid forinden mistet deres mødre. Denne nye udgave er udvidet med et ekstra afsnit, hvor de ser tilbage på de år, der er gået siden med nye perspektiver og erfaringer. Fælles for dem alle er, at de savner deres mor.
- Log ind for at skrive kommentarer
Bogens fire stærke kvinder fortæller om forholdet til deres mødre og om tabet og savnet. Det føles lidt som at være i stue med dem, og der er mange gode samtaler om livet, døden og familien.
’Mor er den bedste i verden…’ måske ikke altid, men hun har en signifikant betydning vi vores liv. Uanset om hun er biologisk, pap, adoptiv, regnbue, spelt, curling, svigtende eller fantastisk. Fordi hun er din mor.
Tabet af en mor er ofte langt større, end de fleste tror. Man har endegyldigt mistet den, der har kendt en længst og bedst. Før man mister sin mor, skal man forsones med hende. Når hun er borte, har man stadig minderne, men ingen at mindes dem med mere, ingen at spørge: "kan du huske dengang…" Det er kort fortalt budskabet i bogen ’Mødre og døtre’.
Det jeg kan lide ved denne bog er, at der ikke kun er fire kendte kvinders mor-datter-historier, men at det hele blandes med deres samtaler, hvor de reflekterer og giver kærlige klaps til hinanden. Faktisk føles det lidt som at være i stue med dem. De fire stærke kvinder, Anne Linnet, Christina Antorini, Ritt Bjerregaard og Hanne-Vibeke Holst, fortæller i bogen om forholdet til deres mødre og mødrenes historier. De laver nedslag i tiden med fantastiske kærlige minder, samt steder i deres liv, hvor de følte sig svigtet af den mor, som de ellers stolede på, altid var der. Et andet budskab de giver til os læsere er, at vores mødre er mere end bare en mor. Hun er også en kvinde med sit eget liv. Det liv kan af og til give skuffelser og svigt i forhold til os. Men når man selv bliver ældre, kan man se sin mor i et større perspektiv og et mere nuanceret, billede, og så kommer forståelsen og
tilgivelsen ofte.
Det jeg også tog med mig er, at der i flere af fortællingerne er en opfordring til at tale om døden, så vores børn ikke står i nogen store følelsesmæssige dilemmaer, når vi selv går bort. Hanne-Vibeke Holst tog for eksempel sin mor med til bedemanden. Her valgte Kirsten Holst selv, hvordan det hele skulle foregå. Da hun døde, kunne Hanne-Vibeke se, at det betød, at der ikke kom uoverensstemmelser i familien omkring begravelsen, og at hun selv med lettelse kunne ringe til bedemanden, uden at skulle bruge tid på tanker om alt det praktiske. Måske behøver det ikke være så planlagt, men vigtigheden i at få taget de svære snakke understeges af alle fire. Uanset om man har mistet sin mor eller ej, så er bogen værd at læse, fordi den viser, at der ikke er én rigtig måde at tage afsked på, det handler om, hvem du er, og særligt hvem din mor er.
Bogen er skrevet af journalisten Lene Johannesen, og den udkom første gang i 2010 med titlen, ’Min mor er død’. Her havde alle fire kvinder kort tid forinden mistet deres mødre. Denne nye udgave er udvidet med et ekstra afsnit, hvor de ser tilbage på de år, der er gået siden med nye perspektiver og erfaringer. Fælles for dem alle er, at de savner deres mor.
Kommentarer