Anmeldelse
Moderne tider : europæisk musikhistorie fra 1889 til anden verdenskrig af Søren Schauser
- Log ind for at skrive kommentarer
Andet bind af Søren Schausers rejse gennem den klassiske musiks historie er lige så veloplagt og læseværdig som første.
Søren Schauser fortsætter sin gennemgang af den klassiske musiks historie i dette bind med undertitlen ’Europæisk musikhistorie fra 1889 til Anden Verdenskrig.’ Første bind, Klassisk! fra 2015, dækkede perioden fra middelalderen til år 1900. Det er altså et betydeligt kortere tidsrum, Schauser tager under behandling i denne nye bog. Men fordi vi er kommet tættere på vores egen nutid, fremstår kompleksiteten desto større, med et virvar af musikalske tendenser i årtierne omkring århundredeskiftet og komponister så forskellige som Gustav Mahler, Jean Sibelius og Arnold Schönberg. Schauser viser sig heldigvis endnu engang som en formidabel musikformidler med en smittende kærlighed til sit emne.
Schauser disponerer sit stof på en dejlig overskuelig måde, og han er rigtig god til at vinkle sin gennemgang, så læseren både får et musikhistorisk overblik og samtidig mulighed for at se på perioden med nye briller. I stedet for de sædvanlige musikhistoriske kategorier, som f.eks. ’senromantik’ og ’impressionisme’, skitserer bogen således fire/fem overordnede tendenser: ’Det dekadente,’ ’Det eksotiske’, ’Det vitale’ og ’Det subjektive og det objektive’. Gustav Mahler med de vældige symfonier og følelsesfulde lieder er således en af repræsentanterne for førstnævnte, mens Arnold Schönberg – ham med tolvtonemusikken – sammen med Igor Stravinsky repræsenterer sidstnævnte.
Undervejs bliver det til elleve komponistbiografier i alt, og forfatteren bevæger sig gnidningsløst mellem musikbeskrivelse, biografi, historie og (musik)filosofi. Især det filosofiske fylder mere hér, end i første bind, og Søren Schauser medtager faktisk også et virkeligt interessant kapitel om tyskeren Theodor Adorno, som godt nok komponerede musik, men som i højere grad huskes for sit virke som filosof og musikkritiker.
'Moderne tider' er ligesom sin forgænger en sjælden fornøjelse. Takket være forfatterens store faglige overskud, fortælleglæde og evne til at vinkle musikhistorien på nye, interessante måder, er bogen ikke blot en fremragende introduktion til den moderne klassiske musik for uindviede, men vil også appellere til kendere, som kan de store komponister og deres værker i søvne.

Kommentarer