Mine møder med de danske forfattere af Claus Beck-Nielsen

Fiktive eller ikke-fiktive, satiriske, naive, og ganske ubarmhjertigt skildrede møder med udvalgte profiler fra det danske bogparnas. Sandt eller ej, det hele er underholdende.

Kunne jeg mon prøve helt og aldeles at se bort fra forfatterens sindrigt konstruerede identitetskoleridt, både Das Beckwerk, Beck-Nielsens ”død og begravelse”, altså de stunts, jeg bare har læst lidt om, men ikke kender nøjagtigt? Hvis jeg nu bare tager bogen i hånden og konstaterer, at den er tænkt som skønlitteratur, men den handler om konkrete litterære personligheder, som en ung digterspire møder, og hvis jeg så læser bogen som en beretning, der godt KUNNE have fundet sted, for sådan er det jo med det meste skønlitteratur… Hvad så?  

Så er Mine møder med de danske forfattere både rørende, morsom og velfortalt. Jeg kan godt lide de sproglige billeder, for eksempel da fortælleren ser Inger Christensen, eller er det nu hans egen mormor? Beskrivelsen af den smukke sommeraften, hvor fortælleren blev stand-in for Henrik Nordbrandt, er meget indtagende. Jeg følte nærmest, at jeg kiggede på en pastelfarvet illustration i Dansk Familieblad anno 1963.

Sommerkapitlet, hvor fortælleren medbringer sin lille datter (engang i fremtiden, but who cares?) og lader Ib Michael optræde komplet med sandaler og behåret solbrunt bryst, har også den positive og venlige tone, der generelt præger beretningerne. Et andet fremtidigt møde, nu med Jørgen Leth, er ret morsomt, iagttagelsesevnen er knivskarp, men derefter kører teksten noget ud ad en selvcentreret tangent, som forresten er selve pointen. Det selviscenesættende og derfor vel også undertitlen Et spejlkabinet. Fortælleren spejler sig selv i uendelige skæve vinkler.

En anmelder giver bogen etiketten: ”kalkulerende uskyld”. Den kan jo kun være kalkulerende, hvis man antager, at læseren kigger på hele sceneriet inde fra den luftige litterære verden. Hvis man nu ”kun” kender de optrædende profiler som navne bag på bibliotekets bøger og måske fra en lejlighedsvis skimmet anmeldelse, så er det en underholdende pastiche og en parodi på en nøgleroman.