Medrivende beskrivelse af Nadia Nadims liv fra overklassebarn af en afghansk general over flugt og asylcenter i Nordjylland til kåringen som Årets Dansker 2017.
Jeg er lidt fascineret af mønsterbrydere, ikke mindst kvinder der fører sig frem på typiske mandeområder som fx skakspilleren Judith Polgár. Nadia Nadim er mønsterbryder på mange måder: Hun har ført sig frem på fodboldbaner blandt drenge, og hun har måttet kæmpe mod racisme og fordomme.
Nadia Nadim har en vilje langt ud over det sædvanlige, og hendes fortælling er dybt fascinerende. Hendes barndom er privilegeret, men hendes far er utilregnelig og voldelig og falder pludselig i unåde og bliver henrettet. Familien flygter mod England, men havner på en rasteplads ved Randers. Her bliver de venligt modtaget og anbragt i et asylcenter syd for Aalborg. Det er tæt på fodboldklubben Changs baner, og spillet fascinerer den 12-årige, der tilbringer en stor del af sin fritid med enten at spille eller se især tysk fodbold på tv. En dag får hun lov til at træne med, og så er vejen lagt for et usædvanligt talent med en ukuelig vilje og uudslukkelig vindermentalitet.
Vi lærte for alvor Nadia Nadim at kende i 2017, da hun sammen med resten af de gæve kvinder vandt sølv med EM (Nadia Nadim ville nok sige: tabte guldet) og gennem den efterfølgende ballade med kontrakterne med DBU.
Det er en meget spændende bog, Nadim har skrevet sammen med journalisten Miriam Zesler, og den fortæller om meget mere end fodbold. Den specielle opvækst fortæller om Afghanistan i 1990’erne, og tiden i Danmark giver en god beskrivelse af en vellykket integration. Desuden er Nadims syn på DBU-forhandlingerne kontroversielle.
Kommentarer