Anmeldelse
Min far er en tiger af Sara Roepstorff
Når sorgen binder os tættere sammen. Bevægende og sanselig debut skildrer minutiøst sorgen og smerten som datter til en kræftsyg.
Sara Roepstorff viser i sin debutroman, hvor hårdt det mærker en ellers så lykkelig familie, da faderen får konstateret kræft. Datteren, som fortæller historien til sin kæreste, hedder Sara, og er forfatteren selv. Dermed føjer bogen sig til tidens strøm af autofiktive værker. Romanen er skrevet i nutid og følger med næsten videnskabelig nøjagtighed hele sygdomsforløbet. Det kliniske, registerende sprog giver bogen stor autencitet samtidig med, at den ikke bliver sentimental på noget tidspunkt.
Som læser berøres man først og fremmest af de mange præcise iagttagelser og sansninger. Der er en lyrisk finhed og helt ned i detaljen skarpe sansninger af de små skift, der sker i faderens tilstand og mellem familiens medlemmer. Roepstorff viser på en elegant måde, hvordan der opstår lyspunkter midt i sorgen, idet sygdommen og smerten gør båndet mellem far og datter stærkerere. I det hele taget er det som om sorgen giver alting mere nerve.
Skildringen af, hvordan Sara oplever, at faderen i sygdomsforløbet bliver et mere helstøbt menneske, virker både gribende og overbevisende. Tidligere var han lidt af en hidsigprop, men nu er han blevet mere mild: ”Jeg er vidne til en transformation, der er utallige retninger, der udgår fra ham, der er usynlige hjortespor i skovbunden.” Faderen er biolog, og det biologiske univers er bærende for det fine familieportræt, som er noget af det mest bevægende i romanen. Man mærker hele tiden familiens åndelige samhørighed og fysiske nærhed. Familien er nærmest beskrevet som en organisme, hvor de enkelte dele berøres af de mindste skift i faderens tilstand eller sindsstemning.
Det stærkeste spor i bogen er dynamikken mellem liv og død, ikke blot tematisk men også formmæssigt, som det ses her inden faderens stamcelleoperation: ”Vores fars immunforsvar blev slået ned for et par timer siden, mens han hørte Rolling Stones for fulde gardiner”. Det samme spor ses i, at fortællerens tvillingesøster er højgravid, da kræften rammer faderen og i beskrivelsen af det paradoksalt nærmest manglende liv og ligegyldigheden hos faderen efter den første raskmelding. Datteren oplever her, hvordan man kan komme til at ”længes efter helvedet”.
Bogens flotte omslag med guldprint lægger sig til det smukke midt i sorgen. Alt i alt en meget ægte roman som er guld værd for folk, der står i samme båd som pårørende til en syg. Men også for alle os andre løfter bogen sig op over det private og berører og bevæger. Tilbage står noget så usædvanligt som en skildring af en lykkelig familie i litteraturen.
Originally published by Lise Vandborg - Chefredaktør Litteratursiden, Litteratursiden.
Når sorgen binder os tættere sammen. Bevægende og sanselig debut skildrer minutiøst sorgen og smerten som datter til en kræftsyg.
Sara Roepstorff viser i sin debutroman, hvor hårdt det mærker en ellers så lykkelig familie, da faderen får konstateret kræft. Datteren, som fortæller historien til sin kæreste, hedder Sara, og er forfatteren selv. Dermed føjer bogen sig til tidens strøm af autofiktive værker. Romanen er skrevet i nutid og følger med næsten videnskabelig nøjagtighed hele sygdomsforløbet. Det kliniske, registerende sprog giver bogen stor autencitet samtidig med, at den ikke bliver sentimental på noget tidspunkt.
Som læser berøres man først og fremmest af de mange præcise iagttagelser og sansninger. Der er en lyrisk finhed og helt ned i detaljen skarpe sansninger af de små skift, der sker i faderens tilstand og mellem familiens medlemmer. Roepstorff viser på en elegant måde, hvordan der opstår lyspunkter midt i sorgen, idet sygdommen og smerten gør båndet mellem far og datter stærkerere. I det hele taget er det som om sorgen giver alting mere nerve.
Skildringen af, hvordan Sara oplever, at faderen i sygdomsforløbet bliver et mere helstøbt menneske, virker både gribende og overbevisende. Tidligere var han lidt af en hidsigprop, men nu er han blevet mere mild: ”Jeg er vidne til en transformation, der er utallige retninger, der udgår fra ham, der er usynlige hjortespor i skovbunden.” Faderen er biolog, og det biologiske univers er bærende for det fine familieportræt, som er noget af det mest bevægende i romanen. Man mærker hele tiden familiens åndelige samhørighed og fysiske nærhed. Familien er nærmest beskrevet som en organisme, hvor de enkelte dele berøres af de mindste skift i faderens tilstand eller sindsstemning.
Det stærkeste spor i bogen er dynamikken mellem liv og død, ikke blot tematisk men også formmæssigt, som det ses her inden faderens stamcelleoperation: ”Vores fars immunforsvar blev slået ned for et par timer siden, mens han hørte Rolling Stones for fulde gardiner”. Det samme spor ses i, at fortællerens tvillingesøster er højgravid, da kræften rammer faderen og i beskrivelsen af det paradoksalt nærmest manglende liv og ligegyldigheden hos faderen efter den første raskmelding. Datteren oplever her, hvordan man kan komme til at ”længes efter helvedet”.
Bogens flotte omslag med guldprint lægger sig til det smukke midt i sorgen. Alt i alt en meget ægte roman som er guld værd for folk, der står i samme båd som pårørende til en syg. Men også for alle os andre løfter bogen sig op over det private og berører og bevæger. Tilbage står noget så usædvanligt som en skildring af en lykkelig familie i litteraturen.
Originally published by Lise Vandborg - Chefredaktør Litteratursiden, Litteratursiden.
Kommentarer