Et blegt, utydeligt foto af en død soldat på forsiden og en prosa i skrabet stil og stilfærdig tone.
- nej, Uwe Timms bog om en opvækst i Tyskland i skyggen af 2. verdenskrig falder ikke ned af hylden af sig selv. Men den er ikke desto mindre gribende som et ægte udtryk for den inderste kerne i det, der har formet forfatterens eget liv.
En dagbog, der en del af stoffet i ”Min bror, for eksempel”, udgør i fysisk omfang kun en ganske lille del af bogen. Men dens mentale vægt er af kolossal betydning for bogens forfatter.
Egentlig skulle dagbogen slet ikke eksistere. Den blev skrevet af forfatterens 16 år ældre bror, Karl Heinz, mens han var i Rusland som soldat i Waffen-SS. Det var forbudt soldaterne at føre dagbog, men da broren får begge ben skudt af og dør, sendes hans ejendele hjem til familien – heriblandt dagbogen.
Med afsæt i denne dagbog og brorens breve fra det halve år, han var ved østfronten i 1943, fortæller forfatteren sin egen og sin families historie, som den blev formet af krigen og nederlaget. For forfatteren er det et opgør med den fortielse, der prægede efterkrigstidens Tyskland, en fortielse, som han ser som den største forhindring for at forstå og overvinde fortidens destruktive fejltagelser, men som han af hensyn til sin familie ikke har villet trodse før nu, hvor de ikke længere er i live.
Det særlige ved denne bog om en ellers meget veldokumenteret og velbeskrevet epoke af Tysklands historie er, at den gør sproget til hovedperson. I sin fortælling bruger han de faste sproglige udtryk og vendinger fra dengang som fx de slaviske undermennesker, den endelige løsning på jødespørgsmålet, men sætter dem hver gang i kursiv, så der kommer et lys på dem, der afslører afstanden mellem udtrykkene og den brutale politiske virkelighed, de dækker. ”det er nogle af de ord, som fulgte mig i min barndom, og som i lige grad gengiver forråelse og fortrængning i sproget” skriver han et sted.
I beskrivelserne af efterkrigstiden er det bortforklaringerne, han sætter under lup, men også den latente vold der lå i tiden.
Ved på samme tid at bruge sproget og beskrive det får Uwe Timm givet sin læser en fantastisk fornemmelse af de tankemønstre og den tidsånd, der var fremherskende dengang. Man føler både, man forstår tiden og dens mennesker, men man forstår også, at de, der var midt i det, ofte ingenting forstod. ”Kun set fra i dag er der tale om årsagskæder, som ordner alt og gør det begribeligt”.
Men også de, der ingenting forstod, var underlagt deres tids sprog, tidsånd og ideologi, og bogen bliver et koncentreret og dybt interessant udtryk for, hvordan den enkeltes personlige historie er tæt forbundet med samfundets historie.
Kommentarer