Anmeldelse
Midnatsbiblioteket
- Log ind for at skrive kommentarer
Matt Haig har skrevet en rørende og spændende roman om livsvalg, selvaccept og bogmagi. En læseoplevelse som både underholder og sætter sig i læseren efterfølgende.
”Mellem livet og døden er der et bibliotek” står der et sted i begyndelsen af romanen, og dén sætning indkapsler på fineste vis stemningen i romanen, som både kommer rundt om sjælesorg, store eksistentielle spørgsmål og ender med at blive en hyldest til livet.
I ’Midnatsbiblioteket’ møder vi kvinden Nora Seed, som har truffet alle de ”forkerte” valg i sit liv. Hun står tilbage uden arbejde, et forlist parforhold og ingen venner og familie til at hjælpe sig tilbage på fode igen. Disse tragedier er ikke nødvendigvis Noras egen skyld, men da hendes kat bliver kørt over, får det bægeret til at flyde over, og Nora beslutter at gøre en ende på sit liv.
I stedet for at dø, ender hun i Midnatsbiblioteket, hvor hendes gamle skolebibliotekar Fru Elm tager imod hende. I Midnatsbiblioteket er alle bøgerne, som man kan låne, potentielle liv, som Nora kunne have levet, hvis hun havde truffet andre valg. Hvad var der sket, hvis hun var fortsat som elitesvømmer, kunne hun så være blevet olympisk medaljevinder? Eller hvad nu hvis hun havde sagt ja til at drikke en kop kaffe med en mand, som hun engang afviste, ville de så være lykkeligt gift nu? Nora får lov at prøve alle de mange liv, som kunne have været. Det bliver til en rejse ud i uendeligheden for Nora, der konfronteres med moralske spørgsmål, og da hun til sidst står med ”det perfekte liv”, hvad skal der så ske?
På fineste vis og med visse nøk mod populærkulturens velkendte 'Groundhog Day' og 'Et Juleeventyr' udfolder Matt Haig den komplekse erkendelsesproces, der hører med, når et menneske skal finde tilbage til livet efter en livskrise, som måske er fulgt efter en række dårlige valg, ubeslutsomhed eller handlingslammelse.
Forfatteren er selv meget åben med, at han har ramt bunden af tilværelsen flere gange i sit liv, og at han i perioder ikke har kunnet finde nogen mening med at leve. Denne erfaring har han skrevet om i sin faglitterære bestseller ’Grunde til at vælge livet’, der ligesom ’Midnatsbiblioteket’ handler mere om at vælge livet end om selve depressionen. ’Midnatsbiblioteket’ er en ganske vellykket roman, som omdanner forfatterens erfaringer til et fiktionsværk der, på trods af velkendte troper, både underholder og rører læseren med sin grundpræmis om, at det liv, vi nu engang har, måske ikke er så dårligt alligevel. Det er i hvert fald værd at prøve at leve det så godt, man nu kan.
’Midnatsbiblioteket’ er en fornøjelig og fortryllende læseoplevelse, som handler om både selvaccept, valg i livet og ikke mindst magien ved bøger.

Kommentarer