Anmeldelse
Mens natten går af Frida Á. Sigurdardóttir
- Log ind for at skrive kommentarer
En velskrevet kvinde- og slægtsroman om Islands overgang til det moderne samfund. Om den rodløse, desillusionerede moderne kvindes forhold til moderen og til slægten.
Anbefalet af bibliotekar Pernille Lisborg, Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Bibliotek
Nina sidder ved sin mors dødsleje og våger. Egentlig ikke fordi hun har specielt lyst til at sidde der, men fordi omgivelserne, måske især søsteren Marta, forventer, at hun gør det.
Nina har ikke haft noget nært forhold til sin mor, rengøringskonen Thordis. I det hele taget virker det som om, Nina holder en vis afstand til alle de mennesker, hun omgiver sig med: sin unge datter Sara, sine mænd, sine søskende og især sin mor. Hun skammer sig over sin mor, skammer sig over at være født af hende, skammer sig over at stamme fra den fattige, jævne almue. Ja, hun nærmest væmmes ved det.
Nina er en moderne kvinde. Hun forlod for mange år siden den egn i det nordlige Island, hvor familien altid har boet, og flyttede til Reykjavik. Hun havde engang forfatterdrømme, men arbejder nu i reklamebranchen, rejser meget, køber dyrt tøj og kører i Jaguar. Hun nægter at tro, hun kan lære noget af fortiden og af slægtens måde at klare livet på.
Nina våger i tre nætter, og i stedet for at arbejde på den reklamekampagne, hun egentlig havde tænkt sig, søger tankerne tilbage til barndommen og de historier, hun hørte om slægten fra sin moster Maria. Og mens natten går, begynder Nina at nedskrive slægtens, især kvindernes historie. Det er den historie, vi læser.
Alt det Nina plejer at afvise som forældet og ubrugeligt, kommer pludselig til at sætte hendes eget liv i relief. Og hun kommer vel nærmest frem til, at man godt både kan vedgå sig sine rødder og være et selvstændigt, moderne menneske.
”Mens natten går” vandt i 1992 Nordisk Råds Litteraturpris. Og tonen i romanen er meget nordisk.
Frida A. Sigurdardóttirs sprog er rigt og nuanceret, og persontegningen af specielt kvinderne er meget fin. Der er mange smukke naturbeskrivelser i romanen, men det helt klart i beskrivelsen af den rodløse desillusionerede Nina og hendes indre opgør med slægten, at romanen har sin store force.
- Log ind for at skrive kommentarer
En velskrevet kvinde- og slægtsroman om Islands overgang til det moderne samfund. Om den rodløse, desillusionerede moderne kvindes forhold til moderen og til slægten.
Anbefalet af bibliotekar Pernille Lisborg, Frederikshavn Gymnasium og Frederikshavn Bibliotek
Nina sidder ved sin mors dødsleje og våger. Egentlig ikke fordi hun har specielt lyst til at sidde der, men fordi omgivelserne, måske især søsteren Marta, forventer, at hun gør det.
Nina har ikke haft noget nært forhold til sin mor, rengøringskonen Thordis. I det hele taget virker det som om, Nina holder en vis afstand til alle de mennesker, hun omgiver sig med: sin unge datter Sara, sine mænd, sine søskende og især sin mor. Hun skammer sig over sin mor, skammer sig over at være født af hende, skammer sig over at stamme fra den fattige, jævne almue. Ja, hun nærmest væmmes ved det.
Nina er en moderne kvinde. Hun forlod for mange år siden den egn i det nordlige Island, hvor familien altid har boet, og flyttede til Reykjavik. Hun havde engang forfatterdrømme, men arbejder nu i reklamebranchen, rejser meget, køber dyrt tøj og kører i Jaguar. Hun nægter at tro, hun kan lære noget af fortiden og af slægtens måde at klare livet på.
Nina våger i tre nætter, og i stedet for at arbejde på den reklamekampagne, hun egentlig havde tænkt sig, søger tankerne tilbage til barndommen og de historier, hun hørte om slægten fra sin moster Maria. Og mens natten går, begynder Nina at nedskrive slægtens, især kvindernes historie. Det er den historie, vi læser.
Alt det Nina plejer at afvise som forældet og ubrugeligt, kommer pludselig til at sætte hendes eget liv i relief. Og hun kommer vel nærmest frem til, at man godt både kan vedgå sig sine rødder og være et selvstændigt, moderne menneske.
”Mens natten går” vandt i 1992 Nordisk Råds Litteraturpris. Og tonen i romanen er meget nordisk.
Frida A. Sigurdardóttirs sprog er rigt og nuanceret, og persontegningen af specielt kvinderne er meget fin. Der er mange smukke naturbeskrivelser i romanen, men det helt klart i beskrivelsen af den rodløse desillusionerede Nina og hendes indre opgør med slægten, at romanen har sin store force.
Kommentarer