At historien gentager sig kan læses ud af denne tidløse, lette og samtidig tragiske roman om mennesker på flugt fra krig og forfølgelse.
Dola de Jong er hollænder af jødisk afstamning, i 1940 flygtede hun fra Holland til Tanger, som dengang var en by under internationalt protektorat, og senere kom hun til USA. ’Marken er vejen’ udkom første gang i USA i 1945, i Holland i 1947 og siden har den nærmest fået klassikerstatus især i USA for beskrivelsen af flygtninges barske og trøstesløse liv. Det er første gang bogen udgives på dansk.
Hollænderne Aart og Lies flygter fra nazisterne lige inden 2. Verdenskrig bryder ud, de rejser gennem Frankrig til Tanger i deres campingbil, og undervejs samler de forladte flygtningebørn af forskelige nationaliteter op – fra Polen, Belgien, Tyskland og Frankrig.
I Tanger er de omgivet af arabere og andre flygtninge, men også af tyske spioner, som er på jagt efter jødiske flygtninge. Mens de venter på at få udrejsetilladelse til USA forsøger de at dyrke en lille mark, men det er et håbløst projekt på grund af varmen og tørken. Børnene forsøger på hver deres måde at optræde som alt for tidligt voksne og gøre sit til, at de kan få mad på bordet hver dag.
Da Aart en dag bliver fængslet på grund af en misforståelse, bliver balancen i familien fuldstændig forrykket. Aart ,som har betragtet sig som den voksne, som havde styr på det hele, mister sin status og han fornemmer, at Lies og børnene ikke længere har respekt for ham. ”Den blinde beundring for ham, for hans projekt med campingbilen, marken var væk.”
Det lykkes for den noget modvillige hollandske konsul at skaffe dem plads på et primitivt og overfyldt fartøj, som blev drevet af belgieren Vermylde, som tjente styrtende med penge på af fragte flygtninge over havet til Lissabon og derfra til USA.
Selve historien er meget fængslende og rørende, men det som optog mig mest var beskrivelsen af flygtningene, især børnene. De bærer alle på frygtelige erindringer, og selv om de er blevet alt for tidligt modnet, har for stort ansvar og indimellem er fuldstændig apatiske, er de stadig børn, som elsker at lege. Det gælder sikkert de fleste børn i den situation, lige meget om vi skriver 1940 eller i 2018.
Kommentarer