Anmeldelse
Marias testamente af Colm Tóibín
- Log ind for at skrive kommentarer
Troede Jesu mor Maria selv på, at han var Guds søn? Tvivlen gnaver stadig efter læsning af denne intense lille roman.
Maria er en gammel kone, da hun starter sin beretning om sønnen, der ændrede verden. I Efesos bevogtes hun i et lille hus. Vogterne overvåger hendes person uden at gøre hende skade. Hendes minder fylder hele hendes liv, hvor døden forventes at være den forløsende begivenhed. En af vogterne har levet ved siden af Maria i hele forløbet, hvor Jesus bliver korsfæstet på Oliebjerget i Jerusalem, og hvor Maria flygter fra bjerget.
I Nazareth lever Maria med mand og søn, som hun elsker. Her passer hun sine huslige gerninger, værdsætter det stille liv og beder som en god troende kvinde i Templet, når sabbatten indfinder sig. Selv om Maria tror på Gud, undrer hun sig over, at Jesus omgiver sig med ”mislykkede individer”, og at han selv fører højtravende snak. Ved brylluppet i Kana deltager Jesus, og Maria forbavses over, at han er klædt i farvestrålende tøj, og at han fører sig frem med værdighed, han er ligefrem blevet højere. Bryllupsgæsterne bøjer sig underdanigt, da Jesus siger, at han er Guds søn.
Beskrivelsen på bogens bagside af Maria som en tragisk heltinde, rasende og veltalende, finder jeg er en misforståelse. Min opfattelse af Maria er, at hun er neddæmpet og reflekterende i så høj grad, at hun selv viser, hvor meget hun tvivler på, at hendes søn var Guds søn. Og dog siger hun det ikke direkte. Hun undrer sig over hans fremfærd, og selv da hun under flugten oplever at Jesus kommer til hende, er hun stadig tvivlende.
Colm Tóibín er en uforudsigelig forfatter. Han kan bringe længst afdøde personer til live (som Henry James i ’Mesteren’) men også skildre familiære relationer. Jomfru Maria er vel den mest betydelige kvinde i kristendommen - et urørligt ikon for mange troende. Her er hun en sagtmodig, sørgende mor.
- Log ind for at skrive kommentarer
Troede Jesu mor Maria selv på, at han var Guds søn? Tvivlen gnaver stadig efter læsning af denne intense lille roman.
Maria er en gammel kone, da hun starter sin beretning om sønnen, der ændrede verden. I Efesos bevogtes hun i et lille hus. Vogterne overvåger hendes person uden at gøre hende skade. Hendes minder fylder hele hendes liv, hvor døden forventes at være den forløsende begivenhed. En af vogterne har levet ved siden af Maria i hele forløbet, hvor Jesus bliver korsfæstet på Oliebjerget i Jerusalem, og hvor Maria flygter fra bjerget.
I Nazareth lever Maria med mand og søn, som hun elsker. Her passer hun sine huslige gerninger, værdsætter det stille liv og beder som en god troende kvinde i Templet, når sabbatten indfinder sig. Selv om Maria tror på Gud, undrer hun sig over, at Jesus omgiver sig med ”mislykkede individer”, og at han selv fører højtravende snak. Ved brylluppet i Kana deltager Jesus, og Maria forbavses over, at han er klædt i farvestrålende tøj, og at han fører sig frem med værdighed, han er ligefrem blevet højere. Bryllupsgæsterne bøjer sig underdanigt, da Jesus siger, at han er Guds søn.
Beskrivelsen på bogens bagside af Maria som en tragisk heltinde, rasende og veltalende, finder jeg er en misforståelse. Min opfattelse af Maria er, at hun er neddæmpet og reflekterende i så høj grad, at hun selv viser, hvor meget hun tvivler på, at hendes søn var Guds søn. Og dog siger hun det ikke direkte. Hun undrer sig over hans fremfærd, og selv da hun under flugten oplever at Jesus kommer til hende, er hun stadig tvivlende.
Colm Tóibín er en uforudsigelig forfatter. Han kan bringe længst afdøde personer til live (som Henry James i ’Mesteren’) men også skildre familiære relationer. Jomfru Maria er vel den mest betydelige kvinde i kristendommen - et urørligt ikon for mange troende. Her er hun en sagtmodig, sørgende mor.
Kommentarer