Anmeldelse
'Månefotograf' af Susanne Cromwell & Eva Botoftes 'Hovedskud eller bare pletter'
Månefotograf af Susanne Cromwell
Eva Botofte: Hovedskud eller bare pletter
Forlaget Poesiens Hus Rosette
I serien Poesiens Hus Bibliotek
2013
111 sider
I denne digtsamling deler to kvindelige debutanter pladsen. Susanne Cromwell lægger ud med Månefotograf og Eva Botofte afslutter med Hovedskud – eller bare pletter.
Susanne Cromwell (f. 1956), digter og billedkunster, komponerer i Månefotograf små virkelighedsfortættede øjebliksbilleder. Versene står som korte farverige glimt, hvori det enkelte ords symbolske vægt spiller en betydelig rolle. Observationer og gengivelser af byen, naturen og mødet imellem mennesker står som minimalistiske og ordknappe strofer. Af og til forsvinder virkeligheden imellem linjerne og bliver opløftet til skrøbelige og rene pust af noget andet. Oplevelsen af digtene tydeliggør, at Cromwell også har en anden tilgang end blot den lyriske - nemlig den visuelle. Cromwell laver ridser i overfladen på teksten og afslører derigennem at virkeligheden har mange dimensioner:
Månefotograf side 14
Skybrud
De har gravet
en tunnel
foran
køkkenvinduet
flere huse er
forsvundet
siger jeg
naboen banker på
og vil ha' mit køn
Det genkendelige scene afbrydes af et fremmed element og kontrasten bliver til små øjeblikke af chokerende sandhed. Med digtene Sha Tin, Dou Sang og Tao Fong Shan (side 41, 42 og 43) viser Cromwell uddrag fra en poetisk rejsedagbog. Vi bevæger os formentligt i området omkring Hong Kong og Taiwan og det er ganske tydeligt, at vi ikke længere befinder os i de københavnske parker. Splitøjeblikke med billeder af bjerge og templer brydes her af små bidder menneskelig vilje, der med de tre sidste ord illustrerer livets alvor og flygtighed:
Sha Tin
Bjerget
forskrækker
mine øjne
tynde blade
blæser op
på husene
hænger ord
røde på guld
LUCK
FORTUNE
WEALTH
----------------------------------------------------------
Eva Botofte (f. 1960) er uddannet indenfor både kunsthistorie, litteratur og sprog. Hun skriver sansemættet, dramatisk og intenst. Hos Botofte bliver virkeligheden langt mere absurd og påtrængende end hos Cromwell. Men også hos her bliver legen med sproget og forfatterens interesse for billedkunst og billedsprog tydelig. Man fornemmer hvordan hun nærmest tænker digtene ud i tredimensionelle konstruktioner, der står som finurlige skulpturer på det hvide ark.
Hovedskud eller bare pletter består af 59 nummererede digte; Nogle korte andre længere, men fælles for dem alle er den ikke-eksisterende titel og den konsekvente brug af små bogstaver.
Hvor man får fornemmelsen af at Cromwell hvisker, er Botoftes tekster langt mere intense og fyldige. Hovedskud eller bare pletter er både skarp og krævende, men også nærværende, legesyg og elegant. I følgende digt leger Botofte med oversættelses-spidsfindigheder og sprogets konstruktionsmuligheder. Det virker næsten panoramisk her, hvor ganske få ord afdækker hele historien:
55
i disse år
regner det øjne og hår
aldrig
hunde og katte
ofrene er få
kun fugle og børn
ligger spredt i landskabet
overalt
kaster du og kastanjen i trods
jeres lysegrønne miner
mod felter af det rindende
(Side 107)
Susanne Cromwells og Eva Botoftes tekster kan sagtens dele omslag, faktisk synes det, at være et vældig gavnligt naboskab for begge parter. Både Månefotograf og Hovedskud eller bare pletter ville have klaret sig virkelig godt alene og hver især har de deres egen fulde berettigelse og mening. Den måde hvorpå man bevæger sig fra Cromwells ro til Botoftes intensitet, bidrager med en særlig energi og udvider læseoplevelsen.
Månefotograf af Susanne Cromwell
Eva Botofte: Hovedskud eller bare pletter
Forlaget Poesiens Hus Rosette
I serien Poesiens Hus Bibliotek
2013
111 sider
I denne digtsamling deler to kvindelige debutanter pladsen. Susanne Cromwell lægger ud med Månefotograf og Eva Botofte afslutter med Hovedskud – eller bare pletter.
Susanne Cromwell (f. 1956), digter og billedkunster, komponerer i Månefotograf små virkelighedsfortættede øjebliksbilleder. Versene står som korte farverige glimt, hvori det enkelte ords symbolske vægt spiller en betydelig rolle. Observationer og gengivelser af byen, naturen og mødet imellem mennesker står som minimalistiske og ordknappe strofer. Af og til forsvinder virkeligheden imellem linjerne og bliver opløftet til skrøbelige og rene pust af noget andet. Oplevelsen af digtene tydeliggør, at Cromwell også har en anden tilgang end blot den lyriske - nemlig den visuelle. Cromwell laver ridser i overfladen på teksten og afslører derigennem at virkeligheden har mange dimensioner:
Månefotograf side 14
Skybrud
De har gravet
en tunnel
foran
køkkenvinduet
flere huse er
forsvundet
siger jeg
naboen banker på
og vil ha' mit køn
Det genkendelige scene afbrydes af et fremmed element og kontrasten bliver til små øjeblikke af chokerende sandhed. Med digtene Sha Tin, Dou Sang og Tao Fong Shan (side 41, 42 og 43) viser Cromwell uddrag fra en poetisk rejsedagbog. Vi bevæger os formentligt i området omkring Hong Kong og Taiwan og det er ganske tydeligt, at vi ikke længere befinder os i de københavnske parker. Splitøjeblikke med billeder af bjerge og templer brydes her af små bidder menneskelig vilje, der med de tre sidste ord illustrerer livets alvor og flygtighed:
Sha Tin
Bjerget
forskrækker
mine øjne
tynde blade
blæser op
på husene
hænger ord
røde på guld
LUCK
FORTUNE
WEALTH
----------------------------------------------------------
Eva Botofte (f. 1960) er uddannet indenfor både kunsthistorie, litteratur og sprog. Hun skriver sansemættet, dramatisk og intenst. Hos Botofte bliver virkeligheden langt mere absurd og påtrængende end hos Cromwell. Men også hos her bliver legen med sproget og forfatterens interesse for billedkunst og billedsprog tydelig. Man fornemmer hvordan hun nærmest tænker digtene ud i tredimensionelle konstruktioner, der står som finurlige skulpturer på det hvide ark.
Hovedskud eller bare pletter består af 59 nummererede digte; Nogle korte andre længere, men fælles for dem alle er den ikke-eksisterende titel og den konsekvente brug af små bogstaver.
Hvor man får fornemmelsen af at Cromwell hvisker, er Botoftes tekster langt mere intense og fyldige. Hovedskud eller bare pletter er både skarp og krævende, men også nærværende, legesyg og elegant. I følgende digt leger Botofte med oversættelses-spidsfindigheder og sprogets konstruktionsmuligheder. Det virker næsten panoramisk her, hvor ganske få ord afdækker hele historien:
55
i disse år
regner det øjne og hår
aldrig
hunde og katte
ofrene er få
kun fugle og børn
ligger spredt i landskabet
overalt
kaster du og kastanjen i trods
jeres lysegrønne miner
mod felter af det rindende
(Side 107)
Susanne Cromwells og Eva Botoftes tekster kan sagtens dele omslag, faktisk synes det, at være et vældig gavnligt naboskab for begge parter. Både Månefotograf og Hovedskud eller bare pletter ville have klaret sig virkelig godt alene og hver især har de deres egen fulde berettigelse og mening. Den måde hvorpå man bevæger sig fra Cromwells ro til Botoftes intensitet, bidrager med en særlig energi og udvider læseoplevelsen.
Kommentarer