I 2016 fyldte manden der er hurtigere end sin egen skygge 70 år. Dette blev fejret med udgivelsen af dette fornemme hyldestalbum.
Ligesom det har været tilfældet med blandt andet serien ’Splint og Co.’, hvor man har udgivet ekstraordinære eventyr med hovedpersonerne uden for deres egentlige serier, kommer nu denne selvstændige historie med den nok så kendte Lucky Luke.
Albummet er både tegnet og skrevet af franskmanden Matthieu Bonhomme, som ikke tidligere har været udgivet på dansk, men er en kendt og respekteret tegneserieskaber i Frankrig. Han leverer sin helt egen fortolkning af myten og personen Lucky Luke. Resultatet er et både spændende og særdeles glimrende produkt, som selvfølgelig er lavet i respekt for de oprindelige Lucky Luke-skabere, Morris og Goscinny.
Lucky Luke kommer, som i de fleste andre historier, ridende ind i en lille by på prærien, Froggy Town. Han bliver hurtigt blandet ind i et tidligere røverisk overfald på diligencen, hvor kusken blev skudt og noget guld forsvandt. Lucky Luke bliver bedt om at finde den formodede gerningsmand, en mystisk indianer, men hans søgen får ham hurtigt til at indse, at der er noget helt galt i den lille by. Problemerne synes alle at føre tilbage til byens sherif og hans familie.
Alle kender Lucky Luke, og gennem alle de mange historier, der er udkommet i alle de mange år, har man tillige fået fortalt om en god del af alle de myter og personer, som er blevet legender fra Det Vilde Vesten. Bonhomme tilfører på den front ikke noget nyt til serien, men alligevel vil man hurtigt opdage, at hans fortolkning er lidt anderledes på en række punkter. Historien er på en måde ikke så morsom og karikeret, og hesten Jolly Jumper taler for eksempel slet ikke. Farvelægningen er lidt mere afdæmpet og ikke så klar og lysende Til gengæld er stregen lidt mere detaljeret.
Historien bliver solgt aldeles eminent med dette citat fra albummets bagside: ”Jeg har udslettet legenden! Jeg har dræbt Lucky Luke”.
Et glimrende album, som fuldt ud lever op til målsætningen: At hylde og respektere en af de helt store figurer fra tegneserieverdenen.
Kommentarer