Anmeldelse
Målmanden og havet af Maria Parr
- Log ind for at skrive kommentarer
Opfølgeren til Vaffelhjerte er en tidløs fortælling om livet på kanten af havet og puberteten.
Theo og bedstevennen Lena bor stadig i den lille norske kystby Knald-Mathilde, og nu er de på vej i 7. Klasse. Ind fra højre - eller rettere fra Kenya og Amsterdam - træder Birgitte med krøller som solen og ændrer Theos fokus. Lena, byens bedste målmand, ignoreres til gengæld fuldstændig af den nye fodbboldtræner, som kun vil have drenge på holdet. Theos mor er muligvis gået i overgangsalder, Lena vil så gerne være storesøster og Birgitte kan ikke se, hvor stor en tumpe, Karl-Åge er. Både hormonerne og elementerne raser i og på havet omkring Knald-Mathilde.
Tankerne henledes på Bullerby og Krageøen, når man læser om Theo, Lena og de andre i Knald-Mathilde, og Maria Parr er også blevet kaldt Norges pendant til Astrid Lindgren. Og det er ikke en sammenligning, man kaster om sig med. Men Parr kan netop det, som Astrid Lindgren mestrede. Hun er i øjenhøjde med børnene, børnene tages alvorligt, deres verden er kompleks og og fyldt med store glæder og tung sorg og afmagt, der mærkes helt ind, hvor det gør ondt. Faktisk fik jeg en klump i halsen og måtte tørre øjnene et par gange, fordi jeg blev dybt rørt - ikke på en flæbende, sentimental måde, for det er ikke en sørgelig bog, men det er en sanselig, rørende og også barsk historie, som vækker minder om barndommens dybeste venskaber, ensomhed, hvor ondt det gør at tvivle på sig selv og andre og om angsten for ikke at slå til eller høre til.
“'Min båd er så lille og havet så stort' Den havde vi sunget i søndagsskolen. Jeg så på båden og det ensomme spor efter den. Det var præcist sådan jeg følte mig.”
Historien om barndommen, hvor hele ens verden og horisont er baseret på få, nære mennesker på godt og ondt er tidløs. Men horisonten udvides i løbet af det års tid, ’Målmanden og havet’ forløber over, og verden venter, uanset om den verden, der venter, er i Knald-Mathilde eller et helt andet sted.
‘Målmanden og havet’ er en vidunderlig perle af en bog, som man får lyst til at læse højt og dele med alle de børn og voksne, man kommer i nærheden af. Min eneste anke er forsiden. Ligesom på ’Vaffelhjerte’ er det en sart, lidt naivistisk tegnet forside, som bestemt er fin, men som børnene ikke skænker et blik. Det er bøger, som kræver intens formidling og forskellige omskrivninger af ‘Don’t judge a book by it’s cover’, når man skal have ungerne til at tage dem med hjem. Heldigvis overgiver de sig fuldstændig til historierne, men mere nutidige forsider ville gavne, når bøgerne skal pushes,
- Log ind for at skrive kommentarer
Opfølgeren til Vaffelhjerte er en tidløs fortælling om livet på kanten af havet og puberteten.
Theo og bedstevennen Lena bor stadig i den lille norske kystby Knald-Mathilde, og nu er de på vej i 7. Klasse. Ind fra højre - eller rettere fra Kenya og Amsterdam - træder Birgitte med krøller som solen og ændrer Theos fokus. Lena, byens bedste målmand, ignoreres til gengæld fuldstændig af den nye fodbboldtræner, som kun vil have drenge på holdet. Theos mor er muligvis gået i overgangsalder, Lena vil så gerne være storesøster og Birgitte kan ikke se, hvor stor en tumpe, Karl-Åge er. Både hormonerne og elementerne raser i og på havet omkring Knald-Mathilde.
Tankerne henledes på Bullerby og Krageøen, når man læser om Theo, Lena og de andre i Knald-Mathilde, og Maria Parr er også blevet kaldt Norges pendant til Astrid Lindgren. Og det er ikke en sammenligning, man kaster om sig med. Men Parr kan netop det, som Astrid Lindgren mestrede. Hun er i øjenhøjde med børnene, børnene tages alvorligt, deres verden er kompleks og og fyldt med store glæder og tung sorg og afmagt, der mærkes helt ind, hvor det gør ondt. Faktisk fik jeg en klump i halsen og måtte tørre øjnene et par gange, fordi jeg blev dybt rørt - ikke på en flæbende, sentimental måde, for det er ikke en sørgelig bog, men det er en sanselig, rørende og også barsk historie, som vækker minder om barndommens dybeste venskaber, ensomhed, hvor ondt det gør at tvivle på sig selv og andre og om angsten for ikke at slå til eller høre til.
“'Min båd er så lille og havet så stort' Den havde vi sunget i søndagsskolen. Jeg så på båden og det ensomme spor efter den. Det var præcist sådan jeg følte mig.”
Historien om barndommen, hvor hele ens verden og horisont er baseret på få, nære mennesker på godt og ondt er tidløs. Men horisonten udvides i løbet af det års tid, ’Målmanden og havet’ forløber over, og verden venter, uanset om den verden, der venter, er i Knald-Mathilde eller et helt andet sted.
‘Målmanden og havet’ er en vidunderlig perle af en bog, som man får lyst til at læse højt og dele med alle de børn og voksne, man kommer i nærheden af. Min eneste anke er forsiden. Ligesom på ’Vaffelhjerte’ er det en sart, lidt naivistisk tegnet forside, som bestemt er fin, men som børnene ikke skænker et blik. Det er bøger, som kræver intens formidling og forskellige omskrivninger af ‘Don’t judge a book by it’s cover’, når man skal have ungerne til at tage dem med hjem. Heldigvis overgiver de sig fuldstændig til historierne, men mere nutidige forsider ville gavne, når bøgerne skal pushes,
Kommentarer