Legendarisk, østrigsk storværk om køn, kærlighed og splittelse sluger dig råt og spytter dig ud igen, måbende og fascineret.
‘Malina’ er et udfordrende men besættende værk, der river læseren med ind i en poetisk malstrøm. En roman om mænd og kvinder, om vanvittig kærlighed, om vold og om eksistens. En roman, der byder på både forfærdende scener og sætninger fulde af skønhed. Som her: “Ivan ser straks, hvordan det står til med vejret i mit ansigt: opklaring på vej, solrigt, varmt, skyfrit, fem timers smukt og stabilt vejr”.
Romanen skildrer jegfortællerens splittelse mellem to diametralt modsatte mænd, som hver især tilbyder hende en essentiel komponent i livet. Den ene, Malina, bor hun sammen med, og han er stabiliteten selv. Han holder styr på hendes rod og er ved hendes side om natten, når hun plages af mareridt. Den anden, Ivan, er hendes brusende, varmblodede elsker, som hun ofte må vente hele aftener på at se. Når han kortvarigt dukker op, ryger, drikker og diskuterer de over et slag skak.
Romanen er fortalt i tre meget forskellige dele. Første del, ’Lykkelig med Ivan’, er centreret omkring fortællerens febrilske venten og længsel efter Ivan. Anden del er et radikalt skift over i en surrealistisk mareridtsverden, hvor fortælleren forfølges af en voldelig faderfigur. Denne del antyder et traume og en vold i relationen mellem kønnene. Tredje del er afslutningen på kærligheden til Ivan, og stemningen er her mere mat og sorgfuld, for med Ivan træder passionen ud af hendes liv.
Det er muligt at læse romanen på mange niveauer. Jeg forstår Malina og Ivan som to sider af fortælleren selv – eller af livet – snarere end konkrete, fysiske personer. Det er nemlig ikke så vigtigt for romanen at forklare, hvordan fortællerens dobbeltliv i praksis fungerer, for det er hendes eksistentielle splittelse, der er i fokus. Ingeborg Bachmann har da også kaldt romanen en imaginær selvbiografi, hvilket igen peger på fortælleren frem for de to mænd.
’Malina’ udkom i 1971, men her 50 år efter er det første gang, romanen udkommer på dansk. Det er lidt af en begivenhed, som jeg personligt har ventet på, siden jeg hørte forfatteren Olga Ravn tale begejstret om romanen. Både Ingeborg Bachmann selv og ’Malina’ har med tiden fået en legendarisk status, som man også tydeligt kan se på denne udgivelse: I bogens tankevækkende efterord kalder den danske digter Mette Moestrup romanen et mesterværk, og den østrigske Nobelprismodtager Elfriede Jelinek omtaler på bagsiden Ingeborg Bachmann som ”den første kvinde i den tysksprogede efterkrigslitteratur, der med radikale poetiske virkemidler beskriver krigens og ødelæggelsens videreførelse i forholdet mellem mænd og kvinder”.
’Malina’ er en voldsom oplevelse. Det er en helt original roman, fuld af overrumplende drejninger og symbolske lag. Jeg kommer nok aldrig til at forstå romanen til bunds; til gengæld er det et værk, jeg kommer til at læse flere gange i mit liv. Og hver gang vil jeg se noget nyt. Det er med andre ord en roman fra øverste hylde, hvor de vildeste læseoplevelser hører til.
Kommentarer