Fortryllende sommerroman om lidenskab og rastløs ungdommelighed lyser som en lille juvel, fuld af farver og sanser.
'Lumre dage' fra 1906 er en ægte sommerdrøm af en roman. Stemningen er sitrende, doven og alligevel rastløs, og romanen er fuld af ungdommens længsel efter, at der skal ske noget stort og livsomvæltende. Den ene vidunderligt smukke scene afløser det anden, så den lillebitte roman simpelthen svulmer af skønhed. Ved endt læsning længtes jeg allerede efter mere og havde lyst til at begynde forfra.
Romanen skildrer en sommer, som den unge Bill er dømt til at henslæbe indenfor på sine forældres gods, fordi han har dumpet sin eksamen og må læse op på ny. Hans eneste selskab er tjenestefolkene og hans strenge far, som han frygter mere end noget andet. En dag ankommer hans kusiner på et nærliggende gods, og så er der alligevel optræk til drama. For Bill er hemmeligt forelsket i dem begge, men den ene er forlovet, og den anden er ikke interesseret. Bill får også et glimt af sin iskolde fars indre liv, og dét gør denne sommer livsomvæltende på alle måder.
Karaktererne er alle sammen drama queens, der vandrer hvileløst rundt i godsets have om natten eller fører ophidsede, hemmelige samtaler imellem de berusende blomsterbede. Der er fuld smæk på lidenskaben, sanseligheden og magien, og det er en forfriskende afveksling fra det 21. århundredes mere minimalistiske litteratur. En maksimalistisk juvel på knap 80 sider.
Det er en fryd at læse strålende scener som denne, hvor Bill og de lokale drenge fanger fisk på skovsøen ved midnat, mens mærkelige nattevæsner pusler omkring dem:
”Glasverdenen var forunderlig dernede, fede mosser, kødfarvede stængler, lange ben, der drev lydløst frem og tilbage, slanke kroppe, som slangede sig. […] Når vi gled ind mellem sivene, brusede det mod bådens sider, som om vi sejlede gennem silke, hundrede små ophidsede vinger flagrede op omkring os. En dykand vågnede og klagede lidenskabeligt”.
Eduard von Keyserling selv (1855-1918) var en ret speciel personlighed, som man kan læse mere om i romanens efterord af de fremragende oversættere Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Den fornemme Keyserling-familie var en del af den baltisk-tyske adel, og det var Eduards opgave at varetage dens besiddelser på et tidspunkt, hvor tiden var ved at løbe fra adelen som samfundsgruppe. Han ville dog hellere leve livet som boheme-forfatter i storbyen, hvor han skildrede adelens uddøende skikke i romaner, som han i den sidste del af livet dikterede til sine søstre, mens han blev mere og mere invalideret af en rygmarvslidelse og blindhed forårsaget af syfilis.
Læs også Keyserlings smukke roman Bølger, netop oversat til dansk på mikroforlaget Sidste Århundrede, som nu også beriger os med denne fantastiske udgave af ’Lumre dage’.
Kommentarer