Anmeldelse
Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen
- Log ind for at skrive kommentarer
Mytologi på syretrip. Vild og blodig spændingsroman om Lucie, en udødelig kannibal på jagt efter et endegyldigt svar på sin oprindelse blandt nordiske guder, engle og dæmoner.
Der er en rå vildskab i Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ’Lucie’, der er vildt underholdende, men svær at genrebeskrive. Overtro, religion, nordisk mytologi, historie, horror og spænding bliver blandet sammen til en syret og vanvittig læseoplevelse.
I ’Lucie’ trækker forfatteren på sin lægevidenskabelige baggrund og personlige smag for heavy-metal musikkens larm og growl og blander det med sin grundige research om hallucinogene svampe og omfattende viden om mytologi og religionshistorie. Det uforklarlige og mytiske har mange former i Vedsø Olesens romaner lige fra egyptiske guder til Københavns Operahus svøbt i kunstnerisk vanvid og besættelse. Identitetssøgning er sammen med musikken og vandet, som en både skabende og ødelæggende urkraft, tydelige elementer der går igen i flere af forfatterens romaner.
Lucie er en dræber, en kannibal drevet af en umættelig hunger efter menneskekød, bankende hjerter og livskraftige sjæle, for selv har hun ingen. Som et sjæleløst urvæsen steg hun op af i Trondhjemsfjorden for over tusind år siden uden erindring om sin oprindelse, men født af vandet i en smuk fuldvoksen krop. Til en heavy-metal festival møder hun Casper, og i en fælles opiumrus oplever de uforklarlige ting, der for første gang giver Lucie et glimt af sin fortid. Casper er dybt fascineret af Lucie og inviterer hende med på en pilgrimsrejse til Trondhjem sammen med sin gode ven Martin, der er religionshistoriker. På rejsen eksperimenter de med svampe, og deres åndelige oplevelser åbner porte, der får helvede til at bryde løs.
Der er dybde, saft og kraft i fortællingen om sjælløse Lucie og Vedsø Olesen brillerer som fortræffelig formidler med et fuldfedt og kraftfuldt sprog, der får handlingen til at hamre direkte ind på nethinden, hvor den brænder sig fast. Romanen indeholder levende og meget nærværende naturbeskrivelser, og som læser får man utroligt meget lyst til selv at opleve den smukke norske natur på nært hold, eller for dens sags skyld at headbange med på en heavy-metal koncert.
- Log ind for at skrive kommentarer
Mytologi på syretrip. Vild og blodig spændingsroman om Lucie, en udødelig kannibal på jagt efter et endegyldigt svar på sin oprindelse blandt nordiske guder, engle og dæmoner.
Der er en rå vildskab i Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ’Lucie’, der er vildt underholdende, men svær at genrebeskrive. Overtro, religion, nordisk mytologi, historie, horror og spænding bliver blandet sammen til en syret og vanvittig læseoplevelse.
I ’Lucie’ trækker forfatteren på sin lægevidenskabelige baggrund og personlige smag for heavy-metal musikkens larm og growl og blander det med sin grundige research om hallucinogene svampe og omfattende viden om mytologi og religionshistorie. Det uforklarlige og mytiske har mange former i Vedsø Olesens romaner lige fra egyptiske guder til Københavns Operahus svøbt i kunstnerisk vanvid og besættelse. Identitetssøgning er sammen med musikken og vandet, som en både skabende og ødelæggende urkraft, tydelige elementer der går igen i flere af forfatterens romaner.
Lucie er en dræber, en kannibal drevet af en umættelig hunger efter menneskekød, bankende hjerter og livskraftige sjæle, for selv har hun ingen. Som et sjæleløst urvæsen steg hun op af i Trondhjemsfjorden for over tusind år siden uden erindring om sin oprindelse, men født af vandet i en smuk fuldvoksen krop. Til en heavy-metal festival møder hun Casper, og i en fælles opiumrus oplever de uforklarlige ting, der for første gang giver Lucie et glimt af sin fortid. Casper er dybt fascineret af Lucie og inviterer hende med på en pilgrimsrejse til Trondhjem sammen med sin gode ven Martin, der er religionshistoriker. På rejsen eksperimenter de med svampe, og deres åndelige oplevelser åbner porte, der får helvede til at bryde løs.
Der er dybde, saft og kraft i fortællingen om sjælløse Lucie og Vedsø Olesen brillerer som fortræffelig formidler med et fuldfedt og kraftfuldt sprog, der får handlingen til at hamre direkte ind på nethinden, hvor den brænder sig fast. Romanen indeholder levende og meget nærværende naturbeskrivelser, og som læser får man utroligt meget lyst til selv at opleve den smukke norske natur på nært hold, eller for dens sags skyld at headbange med på en heavy-metal koncert.
Kommentarer