Lone Aburas: Den svære toer

Lone Aburas påtager sig i den grad fuldt og helt sin forfatterrolle. Ikke bare hedder hendes anden roman Den svære toer, hun starter også bogen i bedste skolestilsstil med en læsevejledning:
"Jeg (dvs. forfatteren til denne tekst) har valgt at skrive nogle få ord om de virkemidler og litterære greb, som jeg har tænkt mig at benytte mig af i nærværende roman".
Hun skriver videre i denne læsevejledning, at hun har valgt at lave en kollektivroman med en alvidende fortæller, og at romanen er uden ironi og vil handle om lykkelige mennesker. Og det ér en kollektivroman med alvidende fortæller - men der ved Gud i himmelen ironi og ulykkelige mennesker en masse. Lone Aburas har med andre ord ikke løst den stillede opgave, og skal vi gætte på at det nok også er meningen....
Lone Aburas leger også med sin forfatterrolle og skriver et sted, hvor to af personer havner i seng sammen, at det må læseren selv forestille sig, fordi:
"Sagen er, at jeg ikke bryder mig om at beskrive to mennesker have sex. Det gør jeg simpelthen ikke". (s. 136)
Alle hendes personer jager kærligheden forgæves i et virvar af frustrationer, og intet i deres liv i forstæderne lykkes rigtig. Og det gøres næsten i TV-serieagtig stil - med med den ironiske tone, som gør det udholdeligt at læse.
Lone Aburas laver ikke stor litteratur, men bogen udmærker sig med sin helt egen stille udstilling af personerne, som man kan mærke, at hun også har en kærlighed til. Hun fik med sin debut Føtexsøen fra 2009 en stjerne hos mig, som bestemt ikke er blevet mindre med Den svære toer. Hun skal følges i fremtiden, for jeg tror, at der kan være endnu bedre bøger gemt i hende. Og det glæder jeg mig til at se.

Fra Bogbrokken