Løgnens hus af Elly Griffiths

Ruth Galloway er tilbage, og hun er nøjagtig lige så egenrådig, indesluttet og sær som i første bog. Og heldigvis for det.

Da der under en udgravning til et boligkompleks bliver fundet noget, der ligner menneskeknogler, tilkaldes knogleeksperten Ruth Galloway, der ganske rigtig kan bekræfte, at det er knogler fra et lille barn. Det betyder, at byggeriet går i stå, og bygherren er alt andet tilfreds. Da det viser sig, at der tidligere har ligget et børnehjem på grunden, bliver der pludselig flere mistænkte til de voldsomme episoder, der finder sted omkring Ruth. Nogen prøver at skræmme både hende og vicekriminalkommissær Henry Nelson til at droppe efterforskningen, hvilket selvfølgelig ikke lykkes. Det bliver farligt for især Ruth.

Endnu en fremragende krimi i den lidt mindre blodige ende af genren. Persongalleriet er et af bogens store forcer og specielt den kiksede Ruth er et helt igennem dejligt bekendtskab, men også de småskøre druider og de meget entusiastiske arkæologer er godt beskrevet og fremstår alle skarpe og virkelighedsnære. Vicekriminalkommissær Henry Nelson er trods den halvmutte og iltre fremtræden nem at holde af, for på bunden er han jo både vældig betænksom og engageret. Handlingen mangler hverken spænding eller aktion, selvom det mest drejer sig om at opklare fortidens synder.

Ud over selve kriminalsagen indeholder bøgerne en meget fin fortælling om Ruths privatliv og denne del vil jeg glæde mig til at læse videre om i den næste bog i serien. Hun er meget anderledes end de fleste andre hovedpersoner i genren, og det kan jeg rigtig godt lide. Derudover er jeg meget betaget af det område, historien foregår i, og jeg får lyst til at rejse til Norfolk for at opleve marsken og området.