Liv efter liv af Kate Atkinson

Findes reinkarnation? Hvad er et deja-vu? Kan man leve flere liv?

En snevejrsdag i 1910 fødes Ursula – eller gør hun? For måske døde hun ved fødslen. Men hvis hun ikke døde, kan det være, at hun blev optaget af SOE under 2. verdenskrig; eller gift med en nazist.

I ”Liv efter liv” følger vi Ursula og hendes nærmeste familie samt deres naboer, den jødiske Cole-familie, gennem mange forskellige scenarier. For blot en lille tilfældighed – et møde mellem to fremmede eller 2 minutters venten – kan betyde meget i et menneskes liv. Og Ursulas liv kan på mange måder blive spektakulært; eller dødtrist.

Kate Atkinson leger med skæbnen på en uventet måde. Hun laver mange forskellige set-ups for et enkelt liv. Så for stort set hvert kapitel tager Ursulas liv en ny drejning. Dette gør bogen meget krævende, da man som læser kan have lidt svært ved at holde rede på, hvornår tingene sker – og om de i det hele taget sker! Det er som at læse et langt deja-vu, dog med mange mulige slutninger. Man skal være villig til at lege med tid og sted, og hele tiden tænke ”hvad nu hvis…”. Er man villig til at tage del i denne leg, er bogen yderst velskrevet, og man kan få mange særegne oplevelser undervejs. Men man skal være klar over, at bogens mange afsnit typisk ender skidt for Ursula – for det er den eneste måde, forfatteren kan få lov til at starte forfra.

Jeg må dog indrømme, at jeg var noget træt af bogen. Al denne leg med tid og sted er forvirrende, og det føles lidt som at blive ”slået tilbage til start”, når man endnu engang tager fat på en mulig slutning på Ursulas liv. Ud over forvirringen endte jeg også med at sidde tilbage med følelsen af, at vi ikke var kommet ud af stedet, og at jeg ikke har fået en ordentlig afklaring på, hvad der skete. Bogen virker frustrerende, når man ikke kan få en afklaring og en slutning; faktisk er bogen nærmest kun en start.