Ole Lund Kirkegaard udgav sin første børnebog for 50 år siden. I to flotte, nye billedbogsudgaver, illustreret af Rasmus Bregnhøi, kan ‘Lille Virgil’ stadig begejstre.
I september var det præcis 50 år siden, skolelæreren Ole Lund Kirkegaards første bog, ‘Lille Virgil’, udkom. I løbet af kun to måneder, dengang i 1967, udkom der ikke mindre end fem nye børnebøger, som alle var radikalt anderledes end, hvad der hidtil var udkommet af bøger for børn i Danmark. I september og oktober 1967 udkom nemlig - ud over ‘Lille Virgil’ - også ‘Halfdan Rasmussens ABC’, illustreret af Ib Spang Olsen, Cecil Bødkers ‘Silas’, Flemming Quist Møllers ‘Cykelmyggen Egon’ og Benny Andersens ‘Snøvsen, Eigil og katten i sækken’. Alle var (og er!) de børnebøger, som tager barndommen alvorligt. Fantasien og børns egen verden er i højsædet, og de voksne er enten ikke til stede eller kun med i periferien som en kedelig og autoritær modsætning til børnene.
Lille Virgil bor alene. Heldigvis gør han det, for han har bestemt ikke lyst til for eksempel at blive tvunget til at sove med nattøj som sin ven Carl Emil, der bor sammen med sine forældre. I den ene bog er købmanden bekymret for at hans i forvejen ustabile skorsten skal falde ned under vægten af en etbenet stork, som har slået sig ned på den. Ved udsigten til betaling i form af lakridspiber begiver lille Virgil, Carl Emil og Oskar sig på jagt efter en mage til ene-og-alene storken. Men også dengang for 50 år siden var der (åbenbart) mangel på storke...
I den anden bog om ‘Lille Virgil og dragen’ er det den belæste dreng, Oskar, som har fået øje på en tohovedet drage med ikke mindre end 8 (måske 7 ½ ) ben ved den gamle vandmølle. Lille Virgil, som er knapt så belæst, har aldrig hverken set eller hørt om drager før, og dermed bliver de jo nødt til at fange den - også for at overbevise den ignorante, rødhårede lærer om, at drager selvfølgelig findes.
Historierne om lille Virgil holder stadig 50 år efter udgivelsen. I dag lægger de sig fint i tråd med bøgerne om Vitello og mange andre børnebøger, der handler om børns frie liv i kontrast til de voksnes konformitet og kedelige regler. I dag hiver de færreste børn af sig selv ‘Lille Virgil’ ned fra bibliotekets hylder; de gamle bøger af Ole Lund Kirkegaard kræver for mange børn en begejstret formidler, en voksen, som selv elsker bøgerne. Det giver derfor rigtig god mening, at man nu har ladet et par af de særligt populære kapitler illustrere af Rasmus Bregnhøi, fordi børn i dag i langt højere grad end tidligere er vant til også at læse billeder; de forventer at billederne i bogen ikke blot illustrerer fortællingen, men bidrager til den. Og det gør Bregnhøis tegninger med stor respekt for den oprindelige historie og Ole Lund Kirkegaards egne illustrationer. Man genkender straks lille Virgils hønsehus, bageriet kendes på kringlen, og dragen ligner heldigvis også sig selv, nu blot i farver. Heldigvis har Bregnhøi ikke forsøgt at sætte historierne ind i en mere moderne setting; i skolen sidder børnene stadig på træstole med deres bøger, mens den rødhårede lærer (det kaldes han altså, ligesom lille Virgil også altid hedder ‘lille Virgil’) sidder ved katederet foran tavlen, hvorpå der med kridt er skrevet kedelige matematikstykker og uomtvistelige fakta (‘Hunde er pelsklædte’).
Med disse to nye udgivelser er jeg sikker på, at lille Virgil vil nå ud til langt flere moderne børn, og det har han fortjent.
Kommentarer