Lena Mukhinas dagbog fra 1940’ernes Leningrad er en vigtig skildring af en virkelighed, som ikke har været beskrevet før.
”Jeg har lige læst hele min dagbog. Hvor er jeg dog blevet indskrænket. Jeg tænker kun på og skriver kun om mad, og der findes jo mange andre ting ud over mad.”
Historien om fundet og offentliggørelsen af denne dagbog er en historie i sig selv. Dagbogen blev indleveret anonymt til Leningrads Statsarkiv i 1962, hvor den lå, indtil den blev fundet af russiske historikere mange år senere, og dagbogen udkom i bogform i Rusland i 2011. Ved hjælp af et navn i dagbogen – på en kunstner, som var veninde med Lenas mor – er det lykkedes at finde frem til Lenas familie og hendes videre skæbne.
Dagbogen strækker siger over cirka et år - fra den 22. maj 1941 til den 25. maj 1942 – det vil sige før og under tyskernes belejring af Leningrad, som startede den 8. september 1941 og varede næsten 900 dage. Lena begynder sin dagbog den 22. maj 1941, og hun er i dagbogen mest optaget af sin skolegang. Der er prøver i forskellige fag, klassekammeraterne betyder meget for hende, men man fornemmer, at Lena er ensom, og at hun savner en at være fortrolig med: ”Så ville jeg få det bedre”.
Klassekammeraten Vova fylder også meget i Lenas dagbog. Hun er meget optaget af ham, og hun er lykkelig, når hun har kontakt med ham, men samtidig oplever hun, at han ikke opfatter hende som noget særligt. De første par måneder er hendes dagbog en beskrivelse af en ung piges liv på godt og ondt. Men det ændres fuldstændigt, da tyskerne besætter Leningrad den 8. september. Hverdagen bliver nu præget af luftalarmer og beskydninger, og det varer ikke længe, inden der bliver indført rationeringer på madvarer. Dertil kommer en ualmindelig streng vinter, så livet er bestemt ikke nemt. Hver dag er det usikkert, hvad der er af madvarer, nogle dage er det kun brød.
Radioen bringer hele tiden meddelelser om, at det bare er et spørgsmål om tid, inden tyskerne er besejrede, men efterhånden mister de modet. Lenas mor dør af sult og udmattelse, og Lena er nu helt alene. Det eneste, hun kan håbe på, er, at hun får tilladelse til at blive evakueret til noget familie i Gorki. Det, der gør Lenas dagbog så vigtig, er, at den dels skildrer et menneske, som gør alt for at bevare sin menneskelighed på trods af nærmest umulige omstændigheder, dels fortæller en del af en virkelighed, som ikke har været beskrevet før.
Det er jo svært ikke at komme til at tænke på Anne Franks dagbog, og jeg må sige, at jeg blev lige så optaget af Lenas dagbog, som jeg i sin tid var i Anne Franks. Tænk hvad mennesker kan udholde.
Kommentarer