Anmeldelse
Længsel: Lundbye og Kierkegaard af Af Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Bente Bramming og Ettore Rocca.
- Log ind for at skrive kommentarer
Indbydende bog, der på forskellig vis belyser, hvordan den danske guldaldermaler, Lundbye, blev påvirket af Kierkegaards filosofiske skrifter både som kunstner og som menneske.
Lundbye var et belæst og gennemreflekteret menneske, der ikke bare har efterladt sig mange malerier og tegninger, men også et omfattende skriftligt materiale som breve og dagbogsoptegnelser, der gør det muligt at følge Kierkegaards voksende indflydelse på hans liv. Lundbye var omtrent jævnaldrende med Kierkegaard, og begge led af periodevis tungsind, begge fravalgte kærligheden, og begge døde unge. Så vidt vides mødtes de aldrig, men Lundbye fandt i Kierkegaards værker en åndsbeslægtet, der havde sat ord på de vanskelige følelser, han selv tumlede med.
Bogen om Lundbye, der er udkommet i forbindelse med udstillingen ’Længsel. Lundbye og Kierkegaard’, falder i to dele. Første del rummer tre essays af kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, museumsinspektør Bente Bramming og filosoffen Ettore Rocca, der alle har et godt kendskab til Lundbye og Kierkegaard. Anden del indeholder uddrag, der ikke tidligere har været offentliggjort, af Lundbyes dagbøger og digte samt to små afhandlinger om kunst og skønhed. De er udvalgt, fordi de direkte dokumenterer Kierkegaards indflydelse eller er skrevet i en periode, hvor Lundbye fordybede sig i Kierkegaards værker.
Vi kender Lundbye som indbegrebet af danskhed, det danske landskabs maler, men også hans gengivelser af det helt hverdagsnære som livet i en kostald. Bogen bekræfter vores indtryk af Lundbye som en stor dansk kunstner, men tilføjer nye facetter. De tre bidragydere anlægger forskellige perspektiver på Kierkegaards indflydelse på Lundbyes kunst og på hans liv belyst ved illustrationer og citater. Med yderst kyndig hånd fører Lundbye-kenderen Nørregaard-Nielsen læseren gennem Lundbyes kunstneriske og menneskelige udvikling, og han betragter nærmest Kierkegaards indflydelse som problematisk. Bramming undersøger blandt andet, hvordan længslen ytrer sig hos Lundbye. Rocco koncentrerer sig om det filosofiske dilemma hos Lundbye: Den mistede umiddelbarhed og hans stræben efter en ny umiddelbarhed.
Det er en virkelig smuk bog med fine gengivelser af malerier og tegninger, der er meget velvalgte i forhold til teksten. Med sine særlige synsvinkler indbyder den til et fornyet bekendtskab med Lundbye, og man får bestemt også lyst til at se den tilknyttede udstilling.

Kommentarer