Anmeldelse
Lad os ikke gå i hundene i aften af Alexandra Fuller
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
"Lad os ikke gå i hundene i aften, Mor er der allerede." Dette citat af A. P. Herbert står bag på bogens titelblad. Og Alexandra Fullers alkoholiserede mor går ofte i hundene. Moderen har haft store sorger i sit liv - hun har mistet tre af sine fem børn, da de var små og bliver senere diagnostiseret som maniodepressiv.
Alexandra Fullers forældre er fattige, engelske, hvide farmere, der mister deres gård i Rhodesia, da landet får sin selvstændighed i 1979. Herefter flytter familien Fuller med deres to døtre Vanessa og Alexandra til Zambia. Der drikkes meget i denne bog, og de to små piger må klare for mange ting selv. Ordet omsorgssvigt er nærliggende, men det er alligevel ikke det rigtige ord.
Bogens synsvinkel er barnets synsvinkel. Hun beskriver, hvad hun ser, men dømmer ikke, beklager sig ikke. Hendes fortælling er usentimental, næsten nøgtern, og ind imellem meget morsom og galgenhumoristisk. Selv om forældrene svigter på nogle områder, er der også mange varme skildringer af familelivet.
Livet i Afrika er farligt. Der er krig, og børnene lærer tidligt at bruge skydevåben, så de kan forsvare sig. Livet i Afrika er også farligt på andre måder – skorpioner og giftslanger hører med til hverdagen.
"Min sjæl er hjemløs. Jeg er hverken afrikaner eller englænder", skriver Alexandra Fuller. Men det lyser ud fra bogens sider, at hun har tabt sig hjerte til det afrikanske kontinent. Der er langt fra Karen Blixens Afrikanske farm til familien Fullers afrikanske farme. Livet her er ikke så eksotisk , hverken for farmerne eller de indfødte.
Oversat af Bente Kastberg. Lindhardt & Ringhof, 2002. 318 sider. Kr. 329,-
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
"Lad os ikke gå i hundene i aften, Mor er der allerede." Dette citat af A. P. Herbert står bag på bogens titelblad. Og Alexandra Fullers alkoholiserede mor går ofte i hundene. Moderen har haft store sorger i sit liv - hun har mistet tre af sine fem børn, da de var små og bliver senere diagnostiseret som maniodepressiv.
Alexandra Fullers forældre er fattige, engelske, hvide farmere, der mister deres gård i Rhodesia, da landet får sin selvstændighed i 1979. Herefter flytter familien Fuller med deres to døtre Vanessa og Alexandra til Zambia. Der drikkes meget i denne bog, og de to små piger må klare for mange ting selv. Ordet omsorgssvigt er nærliggende, men det er alligevel ikke det rigtige ord.
Bogens synsvinkel er barnets synsvinkel. Hun beskriver, hvad hun ser, men dømmer ikke, beklager sig ikke. Hendes fortælling er usentimental, næsten nøgtern, og ind imellem meget morsom og galgenhumoristisk. Selv om forældrene svigter på nogle områder, er der også mange varme skildringer af familelivet.
Livet i Afrika er farligt. Der er krig, og børnene lærer tidligt at bruge skydevåben, så de kan forsvare sig. Livet i Afrika er også farligt på andre måder – skorpioner og giftslanger hører med til hverdagen.
"Min sjæl er hjemløs. Jeg er hverken afrikaner eller englænder", skriver Alexandra Fuller. Men det lyser ud fra bogens sider, at hun har tabt sig hjerte til det afrikanske kontinent. Der er langt fra Karen Blixens Afrikanske farm til familien Fullers afrikanske farme. Livet her er ikke så eksotisk , hverken for farmerne eller de indfødte.
Oversat af Bente Kastberg. Lindhardt & Ringhof, 2002. 318 sider. Kr. 329,-
Kommentarer